Vaskavulla

2/28/2013

Hæklet pizza - med opskrift

Selv en legekøkkenkok kan blive snacksulten - og så er det jo godt, at man i Haralds legekøkken nu kan bestille en minipizza.

Pizzaen er hurtig at hækle, så hvis du lige mangler lidt til den lille fiktive sult, så behøver der ikke at gå mere end en god time, før maden er serveret.


Pizzaen er hæklet på hæklenål nr. 3 - jeg kan godt lide at hækle på et nummer mindre end garnet egentlig er til, når jeg laver legemad, så jeg er sikker på, at det bliver helt tæt.

Du skal kunne lave


Fm: fastmaske
Lm: luftmaske
Hstm: Halv stangmaske
Stm: Stangmaske

Start med at lave bundene - to styks; en med og en uden sauce;) De hækles sammen til allersidst. Det er ikke så væsenligt at du ender på præcis 65 masker til sidst; bare pizzaen bliver rund, så kan du lave den større eller mindre; det kan jo være, at der er mange sultne gæster, og så er en minipizza selvfølgelig ikke nok;) 

Pizzatop :

Start med at lave en magisk løkke i ”tomatsaucefarve”
1.    omg.: 6 fm i magisk løkke (6 m)
2.  omg.: 2 fm i hver m (12)
3.  omg.: *1 fm i første m, 2 fm i næste m* gentag (18)
4.  omg.: *1 fm i første m, 2 fm i næste m* gentag (27)
5. omg.: *1 fm i første m, 2 fm i næste m* gentag (40)
6. omg.: *1 fm i de første to masker, 2 fm i næste m* gentag (53)

Skift til ”pizzadejfarve”

7. omg.: *1 fm i de første tre masker, 2 fm i næste m* gentag (65)

Pizzabund:

Start med en magisk løkke i ”pizzadejfarve”
1.   omg.: 6 fm i magisk løkke (6 m)
2.  omg.: 2 fm i hver m (12)
3.  omg.: *1 fm i første m, 2 fm i næste m* gentag (18)
4.  omg.: *1 fm i første m, 2 fm i næste m* gentag (27)
5. omg.: *1 fm i første m, 2 fm i næste m* gentag (40)
6. omg.: *1 fm i de første to masker, 2 fm i næste m* gentag (53)
7. omg.: *1 fm i de første tre masker, 2 fm i næste m* gentag (65)


Pepperoni (lav tre styks):

Start med en magisk løkke i ”pepperonifarve”. Lav 15 stm i den magiske løkke. Bryd garnet og hæft ende ved at trække det gennem den første stm, så det stangmaskerne danner en cirkel.

Champignon (lav tre styks):

Slå 4 lm op (inkl. 1 vendemaske) i ”champignonfarve”. Vend og hækl 3 fm tilbage. Lav 2 lm og lav derefter 8 stm  i ”champignonstokken” (mellem de første opslåede lm og de fm du hæklede tilbage)– den første kan godt være lidt stram. Bryd garnet og hæft ender.

Sy pepperoni og champignon på pizzatoppen og sy derefter ”ost og oregano” på med  små sting i gult og grønt garn rundt omkring. Læg pizzatop og pizzabund sammen og hækl sammen med hstm hele vejen rundt. Sørg for at pizzatoppen er holdt mod dig, så du får kanten øverst J

 Så er der serveret! Harald tog glad imod den lille gave og beordrede mig derefter igang med en burger og en vaskemaskine (hmmm).. Vi må se hvad det kan blive til ;)



Etiketter: , , ,

2/27/2013

Sund nutella - Tahinella?


Jeg har jo for ikke så længe siden skrevet om min begejstring over min nyfundne skat dadelsiruppen. Da jeg igår var nede hos selvsamme grønthandler, hvor siruppen er købt, måtte jeg lige rose produktet for ham. Han sagde så, at jeg skulle prøve at blande det med tahin. Halvt af hver  - "så bliver det som nutella" sagde han... Skeptisk og nysgerrig på samme tid satte jeg mig for at afprøve det udsagn... 
Og som I kan se på knækbrødet herover, ja, så ligner det jo godt nok nutella... Men det smager ikke ligesådan. Det smager meget bedre! Mmmmmhhhh dadelsirup, du er kilde til evig glæde ved din blotte tilstedeværelse. Ældstebarnet har godkendt knækbrød med "dadel/tahin"-nutella på; "det smager af kage".

Det smager sødt og nøddet og lækkert :) 

Som sagt så er det blot tahin og dadelsirup blandet sammen; halvt af hver. Tilføj mere dadelsirup, hvis du vil have det sødere. Et lille drys salt kunne også være en ide, hvis man har købt en tahin uden salt. Lige meget hvad; bare gør det! 

Etiketter: ,

2/26/2013

Undskyld vi roder - vi bygger om!

De næste par dage vil der komme nye sider til på bloggen foroven - jeg vil samle i kategorier, så det er nemmere at få et overblik over de forskellige ting, der er at finde i min hule. Indtil videre har jeg oprettet  "give aways i blogland!", hvor man kan følge med i give aways på andre blogs - så kan man nemt få et overblik; vi vil jo gerne vinde noget, ik? ;)

God tirsdag derude - nogen siger at det er den værste dag i ugen; for længe siden at det var weekend og for lang tid til at det bliver det igen. Her fejres tirsdagen med to syge børn (igen!), så det går ret sløvt og foregår mest i sofaen. Det gode ved syge børn, trods alt, er, at de rigtig gerne vil putte, og det siger en mor jo ikke nej til.


2/25/2013

DIY: Syet pose med foldet bund

Her følger en lille DIY i principperne i at lave en pose med foldet bund, som den, der ses herunder:












Du skal bruge stof og symaskine (eller nål og tråd til den tålmodige). Derudover skal du bruge hvad du måtte lyste af bånd og pynt for at pimpe den - men den her DIY handler udelukkende om hvordan du laver bunden. Størrelsen på stoffet afhænger selvfølgelig af, hvor stor du skal have den endelige pose - den pose herunder er forholdvis bred og kort; det var det jeg skulle bruge. Her er stoffet ca. 60 x 90 cm. Den endelige pose blev så omkring 43 cm bred og 40 cm høj - skal man bruge en pose, der er højere/lavere/smallere/bredere så vælger man selvfølgelig andre mål.

Fold stoffet på midten (ret mod ret) og sy side og bund sammen (herunder)
Før derefter sidesømmen ind på midten og læg bunden som ses herunder
Tag den nederste snip og før den op så du kan se bunden som et kvadrat (se herunder). Fold snipperne ind mod midten som du ser det på den ene side herunder. Marker med en nål, hvor folden er, åben op igen og sy der, hvor den folder. 
Fold dem igen ind mod midten i sammensyningerne og sy sammen der, hvor de mødes.

Vend posen - et voila; et styks firkantet bund lavet :)

Nu kan du så lave din kant som du har lyst. På den her pose lavede jeg en ret høj foldet kant og derunder satte jeg et skråbånd syet på begge sider af båndet og brugt til at føre en snor igennem så posen kunne lukkes. "Navneskiltet" er lavet ved at printe navnet ud på papir, skære bogstaverne ud, lægge papiret med de udskårne bogstaver på et stykke stof og duppe med stoffarve. Derefter har stoffet fået strygepapir på bagsiden og er så strøget og syet fast (man kan nøjes med at sy det fast, men jeg ville være sikker på at det ikke skred)

Etiketter: , ,

2/24/2013

Retro forårsjakke


For to år siden ventede vi i spænding på, at vores lille niece skulle komme til verden. Vi var dog ikke vildt utålmodige endnu, for min svigerinde havde stadig lidt over en uge til termin, og som førstegangsfødende kunne der jo godt gå et par uger endnu. Lørdag d. 26. februar er der dansk melodi grandprix. Vi trakterer med alt for meget at fylde indenbords, mens den højgravide joker med at spise baby i maven ud. A Friend in London vinder med sangen "New Tomorrow". Og jeg skal da lige love for at det blev en "ny i morgen", for morgenen efter klokken lidt over ni, kunne min svigerinde ringe til sin bror (min mand) og fortælle, at vandet var gået - om det var al maden aftenen forinden, der gjorde, at min niece følte det lidt klemt i mavsen eller om det bare var tid, det er stadig en gåde ;) At vi blev involveret i vandafgangen skyldtes, at de netop havde lavet et stort hul i væggen mellem køkken og spisestue; redebygning i højeste potens, og nu var hullet ligesom stadig bare et hul på ca. 1,5 x 2 meter og ikke helt den åbning mellem køkken og spisestue, som det skulle nå at blive inden baby kom til verden. Så vi rykkede alle ud; kommende morbror, tante og fætter og kommende moster og mormor og morfar tog turen til deres hjem, og mens svigerinde og svoger kørte frem og tilbage til fødegangen for at blive tjekket, så lavede mændene "hul" og kvinderne tørrede gipsstøv af... Cirka 12 timer efter, at min svigerinde ringede, kommer min lille niece Clara til verden. Den dag hun blev født glemmer vi ikke :)

Nu bliver hun to år på onsdag. I går fejrede vi hende med boller, lagkage og mange gaver. Tænk at hun allerede er to år. Hun er en smuk lille pige og en bestemt lille dame, og kan godt være lidt sky, men når hun lige får lov at tø op er der masser af fjol og smil i hende - hende og fætteren på knap tre havde i hvert fald en dejlig fest i går med masser af ballade i øjnene det meste af tiden og et konstant "Haaalaaa" (Harald) råbt af Clara efter vores ældste gut. Jeg ser hende alt for sjældent og hun har bare lært så mange ord og står der med rottehaller og er fuld af spilopper. Tænk hvor meget man når på to år.  Jeg bliver altid lidt smånostalgisk ved børnefødselsdage - særligt når det er hos børn jeg holder af. Bare vent til min egen fylder tre i næste måned; der får jeg sikkert ikke engang skrevet et indlæg fordi tastaturet kortslutter i sentimentale tårer. Det er bare så stort at få lov til at følge sådan et lille liv.

Nå, men en gave skulle den dejlige kusine/niece jo også have. Vi købte fingermaling og ting til det, og så syede jeg også en jakke. Elsebeth Gynther har ikke levet forgæves, og som så mange andre, så har jeg efterhånden syet en del efter hendes mønstre. De er nemme, sidder godt og er nemme at "pimpe" selv. Derudover er jeg også lidt en retro-freak, så jeg kan godt lide hendes snit. Jakken herunder har jeg syet nogle stykker af; blandt andet har ældsten en både en forårs- og en vinterjakke lavet ud fra næsten samme mønster. Jeg regner med at sy forårsjakker til begge drenge i det også. Det er første projekt på den nye symaskine, og jeg må sige, at jeg er tilfreds; de ting, der ikke er blevet gode er i hvert fald ikke maskinens skyld - f.eks. synes jeg, at det er blevet lidt kluntet ved ærmekanterne, men ikke noget man lægger mærke til; der skulle den dovne (og tidspressede) tante nok have fundet nål og tråd frem og syet det i hånden... 

Men ellers er jeg tilfreds. Jakken er i to lag ren bomuld med foer imellem. Der er tittebånd hele vejen rundt - for sådan en trykfod har min nye maskine nemlig ;) Det fine mønstrede stof med duerne og hjerterne er en dækkeserviet, jeg har fundet i en genbrug. Straks jeg så den vidste jeg bare, at den måtte på et eller andet. Tit føler jeg mig mere inspireret til at lave tidligere ting om og se deres detaljer, end af at gå ind i en stofbutik, hvor jeg slet ikke kan overskue udvalget. Så ja, lomme og ryg er af dækkeserviet og foret har tidligere tjent som dug (og jo, jeg vasker det selvfølgelig inden;)).















































Gaven blev afleveret i en pose lavet i samme stof som foret. Harald afleverede gaven med ordene "der er en jakke i den her"; og det var der jo sådan set også;)


Så kære kusine/niece Clara - tillykke med fødselsdagen din dejlige lille frø :)


Etiketter: , ,

2/22/2013

Opgradering!


En dag sidst i oktober, nemlig på min fødselsdag, skulle jeg lægge sidste hånd på et par børnebukser. De skulle være en gave og der manglede kun lige det sidste, da "Nina" besluttede, at hun ikke gad mere. Nina var min symaskine, min 25+ år gamle jerntunge maskine "arvet" fra min mor. Jeg blev selvfølgelig sur på hende. Og derefter på hele verden. Der er bare ikke noget mere irriterende, end når sy-ting driller!!! Jeg ringede straks til manden og skældede om smældede- vist ikke så meget på ham, for det var jo ikke hans skyld (men alle stod for skud) som over "det forpulede gamle lort" (eller det der måske var værre, jeg undskylder, jeg var i et stadie af sindssyge). 


Da min mand havde fri fra arbejde kører vi hjem til mine forældre for at spise fødselsdagsmiddag - jeg har nok bandet mere et par gange undervejs. 

Samme aften fik jeg en ny symaskine i fødselsdagsgave af min mand, forældre og svigerforældre.

Jeg mistænker dem for at have pillet ved Nina, så jeg blev ekstraglad den aften, da jeg kunne pakke min nye ven ud.

Så nu er det den her frøken, Pfaff Expression 150th anniversary, der står på mit sybord. Hun har selvfølgelig også fået et navn ligesom Nina - Jeg har døbt hende Edith Pfaff ;) (uden yderligere sammenligning med sangerinder, så var Nina nok lidt mere en Daimi eller Cleo).


 Men her har den faktisk stået næsten uberørt, siden jeg fik den for fire måneder siden; det er jo ikke sådan noget, man lige gør, det der med at kaste sig over en ny symaskine. Man kan ikke bare sætte stikket i og så sy derudad - jeg kan i hvert fald ikke. Det har taget mig lang tid bare at spole undertråd op, finde ud af hvordan man indstiller forskellige ting osv. Så det har krævet at jeg gav mig tid, og det har der ikke været så meget af synes jeg - altså den der tid, hvor man synes, at man kan fordybe sig i x antal timer, for at lære sin nye ven at kende. Derudover har jeg også manglet et projekt - men det projekt har jeg nu lavet, og nu kan jeg endelig med tilfredshed og glæde sige, at Edith er indviet med bravour.

Jeg er meget glad for den - jeg har laaaaangt fra brugt alle funktioner til det ene projekt, jeg indtil videre har lavet (der kommer billeder i morgen, men da det er en gave, vil jeg ikke afsløre for meget inden den er givet). For det meste syr man jo bare ligeud, zig zag og tilbage igen. Men der følger f.eks. en trykfod med til at lave tittebånd/piping; se dén er jeg glad for! Har netop for få dage siden kommenteret på en eller anden blog et sted, at det der med tittebånd, synes jeg, er så flot, men det går altid i kage for mig; jeg kommer ikke tæt nok på inderbåndet og det hele går i kluddermudder. Med den trykfod er det simpelthen så nemt. Så der er selvfølgelig blevet tittet en del på mit første projekt. Derudover er det jo bare skønt med en maskine, hvor man ikke hele tiden sidder og er bange for, hvornår den vælger at drille. Det var det værste med Nina til sidst; hun var blevet utilregnelig og kunne finde på at té sig liiiige når man troede, at nu var man færdig. Og det gik tit ud over finishen på det færdige, og så så det altså bare lidt for hjemmesyet ud, når det hele klumpede og var skævt, fordi Nina ikke lige gad lege den dag. Der er godt nok blevet skældt meget ud på den maskine det sidste års tid

Så kære Nina- Tak for vores år sammen, det var ikke dig, det var mig, jeg kunne ikke rumme dig mere, jeg var bare ikke stærk nok til at se det selv. Heldigvis har jeg en dejlig familie, der hjalp mig på vej, og åbnede mine øjne for vores usunde forhold og fik mig til at indse, at jeg nu må være sammen med en anden. Jeg håber, at du har det godt på loftet, og måske kommer du en dag ned for mindernes skyld. Men nu må du leve med, at jeg er sammen med en yngre model. 

Etiketter: ,

2/20/2013

Give away!

Ja ikke her, men hos Céline på Strawberry Life - hun udlodder et gavekort på 500 kr. til sin stofbutik, og det vil man da godt vinde, ik? :) Jeg er med!

Skal du også være med? Så find give awayen her

Etiketter:

2/19/2013

Nye favoritter


Når jeg handler mad foregår det ret tit med automatpiloten slået til; 3 liter mælk, en pose æbler, en pakke rugbrød, en pakke smør, en pose kartofler osv... Vi spiser meget forskelligt, men når alt kommer til alt, så er det nok de samme 15-20 retter, der for det meste går igen i forskellige afskygninger og variationer. Men nogen gange kan det godt betale sig lige at snuse rundt hos grønthandleren lidt længere, og ikke bare købe ind på rutinen (hos grønthandleren købes der i disse måneder for det meste æbler, løg, kål og kartofler). Han har f.eks. rigtig mange forskellige glas inde bagved, med alt muligt i - jeg køber fast min tahin til humus dér; den er bedre end den i supermarkedet - knap så bitter. Men ellers har jeg ikke kigget nøjere på de glas. Men det gjorde jeg i forgårs. Han havde f.eks. forskellige slags sirup - og jeg forelskede mig straks i dadelsiruppen; det har jeg aldrig hørt om før, men i kurven røg det.

Nøøøøøj hvor smager det godt!

Det smager selvfølgelig primært af dadler, men er noget mere koncentreret og meget mere aromatisk end almindelig sirup. Konsistensen er flydende men sej. Jeg er allerede fan, og har indtil videre haft held med at stege lidt kylling med det på som en slags marinade (kylling vendt i lidt sirup og chili, mmmmh) og så den her lille dessert/snack nedenunder; fromage frais/yoghurt naturel eller hvad man nu har med sirup og nødder.

Da jeg ikke har hørt om eller smagt det før, så googlede jeg lige sagen, og det er åbenbart et hit indenfor diverse "lev-sundt-kredse" da det tilsyneladende er en sirup uden særlig meget sukker i; endnu et plus på listen.

Et glas kostede 40 kr., og da min grønthandler hverken er særlig billig eller særlig dyr, går jeg ud fra at det er i det prisleje sådan en omgang koster.

Det kan altså anbefales


Derudover fik jeg også kigget lidt på frostvarerne, hvor han har edamamebønner/sojabønner på frost. De er såmænd ikke nye for mig, men for det meste har jeg fået dem i forbindelse med sushi, hvor de stadig er i deres bælg. Her er de udbælgede - jeg så også at de havde dem i Netto; ved ikke om det er en spotvare. Men de er i hvert fald også blevet brugt meget de sidste par dage; Øverst ses en salat fra aftenen før, der gik igen i en frokostversion: Æble i tern, friske spinatblade, blød feta, solsikkekerner og edamamebønner. Nederst til venstre edamamebønner med tomat og mozarella, blandet med olie/eddike-dressing. Yderst til højre; wok med tigerrejer og bønner...

De smager lidt a la friske ærter og er overhovedet ikke melede som mange bønner godt kan blive, når de får den størrelse.

De smager edamame godt!


Etiketter:

2/17/2013

Heeeelt ned i gear

Som I måske kan fornemme, så har det ikke vrimlet med indlæg den sidste uges tid. Vi har været helt nede i gear og holdt vinterferie sammen alle fire, og så er det den tid, der er blevet prioriteret. 

Det betyder dog ikke, at hovedet ikke altid tænker i nye projekter eller ikke er ude for at opsnuse loppefund.

I ugen, der er gået, er der blevet indkøbt garn til et barnevogns/baby-tæppe. Der er rigtig mange babyer på vej i vores omgangskreds - dejligt at se familier blive til eller vokse sig større hos dem, man holder af. Den første på listen er min mands fætter og hans (kommende) kone. De fik også lige et besøg her i den nu-næsten-gåede vinterferie. De venter en pige til april. Der er ingen i deres familie, der ifølge den gravide, overhovedet har nogen kreativ sans eller som så meget som kunne overveje at sy, strikke, hækle til den lille ny. Det er jo meget heldigt for os, som gerne vil, for så ved vi, at der ikke kommer dobbeltgængere :) Indtil videre har min svigermor og jeg i hvert fald gang i pinde/nåle/tråd til den kommende treenighed, så lidt hjemmegjort kommer deres vej. Jeg er gået i gang med tæppet, som bliver i de farver, der ses på billedet - en brun med røde toner, en hvid og en lilla.  Det er i 50/50 uld/bomuld. Jeg var meget i tvivl, om jeg skulle lave den ren uld eller ren bomuld; så er det jo godt, at der findes en mellemting. Jeg synes, at bomuld godt kan blive hårdt efter at være blevet vasket et par gange, ligesom det kan blive kedeligt i farven. Uld derimod kan blive ret varmt, når nu det er et forårsbarn og tæppet derfor skal bruges meget sommeren over. Men ja - godt der findes en ting midt imellem til os, der ikke kan finde ud af at tage en beslutning;) Jeg synes det er en superlækker kvalitet, det er meget blødt og tæppet bliver dejlig let. Der er indtil videre hæklet ca.10-12 cm på det i grannystripes; jeg tror det bliver rigtig fint, når først det er færdigt. 

Etiketter:

2/11/2013


Der spises pandekager til morgenmad, øves kravleteknikker, drikkes spandevis af kaffe, tændes op i brændeovnen, leges med lego, hækles... meget... - kort sagt; det er vinterferie og vi passer hus for mormor og morfar, mens de gør løjperne usikre sydpå. Det er dejligt med fri sammen allesammen og tid til bare at være. 

Vi nyder at være husejere for en uge og sukker efter selv at have en have, hvor vi kan lukke børn og andre med krudt i måsen ud, så man ikke er tvunget til at stå og spytte i en coffee to go på fjerde time på en tilfældig legeplads på Nørrebro, mens man gentagende gange hører sig selv messe "er du ikke snart færdig med at grave?" (og nej - det er ældsten sjovt nok aldrig snart).

 På trods af nu fire-fem dages intensiv øvelse (og tidligere 18 år samboende med brændeovn) kan ingen af os dog endnu bryste os af titlen "Flammernes Herre" - det er faktisk slet ikke så nemt at tænde op i en brændeovn, som man skulle tro. Men det lykkes (for det meste i fællesskab/banden og svovlen), og vi nyder masser af tid - sammen :)

Etiketter:

2/09/2013

Feeling blue?...

Der er flyttet en pige ind hos os. En Fanø-pige. Jeg har fået den af min mor, som har arvet den fra et familiemedlem. Den har siden 1999 ligget i bunden af en kasse, men nu står den her. Jeg er en sucker for arvede ting og ting med en historie. Mine forældre elsker stadig at fortælle om dengang jeg græd som barn, da vores tallerkner blev skiftet ud med nogle andre og at jeg gjorde det samme, da vi skiftede gammel dødsfælde af en blikbil ud med en ny smart stationcar. Sådan har jeg nok altid været - knyttet mig til ting og historierne bag. Nogle af mine yndlingsting er arvede - min mors gamle politiske plakater, vores store Europa-kort, som jeg har fået af min far, vores PH-lampe (som stammer samme sted fra som Fanø-pigen). Jeg kan lide at de har set andre hjem end mit og jeg kan lide at de er helt deres egne.


Så her står hun, den lille Fanø-pige. Men hun ser så trist ud - som om hun har the blues. Måske fordi hun er blevet fjernet fra sin ven, som hun lå sammen med i kassen- en anden Fanø-pige, som fik lov at komme op hos mine forældre. Eller også fordi hun bare er sådan af sind.. Sådan lidt blue.


 

Måske hvis jeg pudser vinduerne og vender hende ud mod gaden at hun vil blive glad over at kunne se lys og liv? De vinduer der trænger i hvert fald gevaldigt, så det vil nok ikke kun tjene hende...

Og hun er ikke ene om at være lidt blue.. Jeg tror faktisk at blå er min yndlingsfarve; Derfor faldt jeg også for Fanø-pigens blå kjole. I vores hjem er blå en gennemgående farve på mange ting. Ikke med vilje (det er der nemlig ikke meget der er her), men nok fordi jeg hver gang falder for blå ting... Så blåt er i den grad overrepræsenteret. Jeg elsker blå.

Etiketter:

2/08/2013

En restebuks

Et par restebukser til mindstebaby... Lavet af rester fra blandt andet den her og den her 

Lavet uden opskrift men mon ikke der ligger en opskrift eller to til strikkede babybukser på nettet et sted? Babytøj er taknemmeligt at strikke- hurtigt og godt til at få bugt på "sjatgarn" med.

Mindsten tog tilfreds imod de lårlunene benklæder


Etiketter: , ,

2/07/2013

Højtider med egen kage...

Er klart dem, man bør fejre mest. Derfor ser jeg intet problem i at bage (og efterfølgende spise) fastelavnsboller to gange på en uge...

Dem vi lavede i tirsdags blev gode, men synes ikke at de var heeeelt bløde nok. Derfor smed jeg denne her gang opskrifterne væk og lavede dem på gefühl. De blev rigtig gode og er denne her gang fyldt med creme, revet æble, hakkede hasselnødder og hjemmelavet nutella... toppet med chokoladeglasur. Mmmmmh



Jeg skrev ned undervejs, hvad jeg brugte, og her får I lige opskriften - der er til 12-15 styks:

Dejen:

100 smør
2,5 dl mælk
50 g gær (1 pakke)
2 æg
1/2 tsk salt
2 spsk sukker
1 tsk kardemomme
8-9 dl hvedemel

smelt smørret i en kasserolle og tilsæt mælken - varm til det er lunt. Smuldr gæret i skålen og hæld mælk/smør over. Tilsæt æg, salt, sukker og kardemomme og rør godt sammen. Tilsæt dernæst melet - hold et par dl tilbage og tilsæt lidt af gangen, så den ikke får for meget; dejen skal være let klistret men selvfølgelig ikke flydende. Den må ikke blive for bastant, da det så kan være svært at få dejen til at lukke sig om fyldet senere. Sæt til at hæve i en time med et klæde over.

Fyld:

Creme:

2 dl mælk
1 æg
1 spsk sukker
2 spsk maizena
kornene fra en vanillestang eller en spsk vanillesukker

2 æbler
50 g. hasselnødder

nutella (hjemmelavet eller købe) - du kan også bruge et lille stykke chokolade

Varm mælken op i en kasserolle til lige under kogepunktet. Rør æg sammen med sukker, maizena og vanille. Hæld lidt af mælken i æggeblanding for at temperere og hæld derefter hele æggemassen op til resten af mælken i kasserollen. Pisk til cremen bliver tyk og lad den køle af. 

Riv dernæst æblerne på den grove side af et rivejern og hak nødderne. Tilsæt begge dele i den afkølede creme (den behøver ikke at være iskold, bare den ikke står og damper).

Rul dejen ud i 1/2 cm tykkelse og del den i ca. 10x10 cm stykker. Læg en spsk størrelse æble/nødde/creme og en tsk nutella på hver (her havde vi tilfældigvis noget hjemmelavet nutella fra sidste weekend, hvor vi havde gæster til brunch, men et stykke chokolade eller almindelig nutella burde også kunne gøre tricket). 

Saml dernæst hver bolle og sæt dem på pladen med samlingen nedad. Pensl med æg og bag i 12-15 minutter ved 200 grader :)

Når bollerne er afkølede kan du putte glasur på - her blev det en glasur lavet af flormelis og kakaopulver... 

En hjælpende hånd er altid velkommen 

Det var fælt gode!

Etiketter: , ,

2/06/2013

Verdens nemmeste "marmelade"

Har du også tit købt et net citroner, kun for at få brugt en af dem, mens de andre ligger og bliver mere og mere tørre i frugtskålen? Fortvivl ej - redningen er verdens nemmeste citronmarmelade.

Tag dine citroner ( i mit tilfælde tre styks) og vej dem - ca. 300 g. for tre styks. Du skal bruge den mængde sukker, der svarer til halvdelen af citronernes vægt.

Læg dine citroner i enn gryde og dæk dem med vand. Sæt dem til at koge. Lad dem koge i 1,5-2 timer. Hæld dem i en skål og hæld sukkeret over, og blend det hele sammen med en stavblender til den er glat og sukkeret er opløst - hæld på skoldet glas et voila; citronmarmelade!


Smager godt på de ting syltetøj nu smager godt på, men også som lidt sur/sødt a la ribsgele til kød :)

Etiketter:

2/05/2013

Fastelavnsboller og flere af de der...

I dag blev der bagt fastelavnsboller. Moren (mig) var sød, da den ældste havde været ked af det ved aflevering i børnehave og tirsdag er mandens hårde dag, så hun tænkte; de fortjener begge fastelavnsboller, når de kommer hjem.

En evig diskussion herhjemme er, hvad der er bedst; creme eller syltetøj? Jeg er til creme, min mand er til syltetøj. Men hvorfor overhovedet have sådan en diskussion, når de bedste fastelavnsboller så åbenlyst må indeholde begge dele?

De blev taget godt imod af to trætte mænd i eftermiddags - ældsten Harald spurgte flere gange filosoferende "er det en bolle? Eller er det en kage?", og det er vel altid et spørgsmål, man må stille sig selv; er glasset halvt eller helt fyldt?.. Harald besluttede sig for, at det var en kage. Sådan er han.






















O



Opskriften blev en blanding af flere, men med mest udgangspunkt i Meyers - dog som sagt med syltetøj  og creme i (hans er med chokolade, creme og remonce)...



Derudover så fortsætter kraveeventyret ufortrødent... Her er det fra venstre mod hæjre henholdsvis lilla uld, hvid alpaka og silke, grå bomuld og pudderfarvet silke.










E























Er også startet på et evighedsprojetk; et hæklet tæppe i "grannystripes" af garnrester... Jeg har besluttet mig for, at det er sådan et "in between"-projekt; altså sådan et, jeg kan hækle på, når jeg ikke lige har et andet projekt i gang. Jeg har også besluttet at det godt må tage et par år at lave... Nu må vi se. Det kan være, at det får sin helt egen føljeton ;)

Etiketter: , , ,

2/03/2013

Min smukke søster


Min smukke lillesøster, Thit, på 13 år er nu med på kravedillen - og der skulle da ikke mange hentydninger til, før storesøster gladeligt greb hæklenålen og fiksede sådan en sammen til frøkenen. Den er ren alpaca på hæklenål 2,5 - stadig samme opskrift (se den her)



Efter den sidste uge at have hæklet 10 (jo sgu!) kraver i forskellige størrelser efter det mønster, tror jeg snart det er på tide at finde et nyt mønster at prøve af, men er bestemt ikke færdig med kravehækleriet - når man er resultatorienteret som jeg er, så er det dejligt at kunne lave sådan en på en aften og samtidig bliver der ryddet dejligt ud i resterne :)

Etiketter: ,