Vaskavulla

8/29/2013

Det sidste døgn...

Har jeg:

- Købt en gave, som jeg glæder mig virkelig meget til at give (kan faktisk næsten ikke vente!!! - update følger)
- Sagt ja til at blive interviewet til Alt for Damerne (hmm, noget med at være en småbørnsfamilie i byen.. Prøver lige at finde på noget klogt at sige - update følger)
- Underskrevet og afleveret min specialekontrakt (hvilket betyder at jeg det næste halve år vil have kronisk dårlig samvittighed, lige meget hvad jeg foretager mig - det hører vist med. På den anden side venter der noget de kalder "real life", efter 6,5 år som studerende på KU. Forhåbentlig følger der med "real life"det, de kalder "real job" og gevinsten deraf; "real money"... Men lige der på det punkt er jeg ikke så fortrøstningsfuld. Hvis nogen kender nogen, der står og mangler en cand. mag. i dansk og film- og medievidenskab om sådan ca. et halvt år +- så sig lige til.. ik'? - update følger sikkert en million gange)
- Ringet til Telia og fået styr på mine to telefonregninger (update følger nok ikke... Det er ikke så spændende)

Over and out

Etiketter:

3/14/2013

Og de ventede...

På foråret, der skulle komme.

Jeg har lagt frem til en forårsjakke til den mindste af dem, jeg bedst kan lide, men med sneen støt dalende over de københavnske gader, er det ikke fordi motivationen til at få syet en sådan er på sit højeste...

Den lille fyr skal iklædes mørkeblå babyfløjl, gule kanter og grønne blomster, når foråret beslutter sig for at kigge forbi (snart, tak!).
Tænk sig... Den lille gubbe, vores lillebror, vores Eivind, er allerede 8 mdr. og skal starte i vuggestue lige om lidt. Ak, hvor går tiden bare alt for stærkt

Etiketter: ,

2/11/2013


Der spises pandekager til morgenmad, øves kravleteknikker, drikkes spandevis af kaffe, tændes op i brændeovnen, leges med lego, hækles... meget... - kort sagt; det er vinterferie og vi passer hus for mormor og morfar, mens de gør løjperne usikre sydpå. Det er dejligt med fri sammen allesammen og tid til bare at være. 

Vi nyder at være husejere for en uge og sukker efter selv at have en have, hvor vi kan lukke børn og andre med krudt i måsen ud, så man ikke er tvunget til at stå og spytte i en coffee to go på fjerde time på en tilfældig legeplads på Nørrebro, mens man gentagende gange hører sig selv messe "er du ikke snart færdig med at grave?" (og nej - det er ældsten sjovt nok aldrig snart).

 På trods af nu fire-fem dages intensiv øvelse (og tidligere 18 år samboende med brændeovn) kan ingen af os dog endnu bryste os af titlen "Flammernes Herre" - det er faktisk slet ikke så nemt at tænde op i en brændeovn, som man skulle tro. Men det lykkes (for det meste i fællesskab/banden og svovlen), og vi nyder masser af tid - sammen :)

Etiketter:

1/17/2013

Frihed!

Aaaaaah - hver en fiber i min krop slapper heeeeelt af i dag. I går var jeg til eksamen og det gik rigtig godt - så dejligt at være på den anden side!

Holder fri med begge unger i dag, og vi skal ingenting lave udover at se Cirkeline, bage boller og bygge med klodser... Udenfor gider vi ikke - jo måske lige for at hente varm kakao. Men ellers står den på 100 procent hygge, uden dårlig samvittighed og "burde" hængende over hovedet.

I aften når ungerne sover, så skal der strikkes - en lille vest til en lille pige fra yngstens slæng. 

Den skal strikkes af det her fine lammeuld...Jeg glæder mig allerede til at slå masker op :)

Nu skal to små drenge nusses på - god kølig torsdag!

Etiketter:

11/04/2012

Passion for brun

Brun har i mange år været udskældt. Hvis noget var eller skulle forestille at være virkelig kikset - så var det brunt. Brunt som kameluldssutsko, støvede cardiganer, maltbolsjer og, nå ja, lort... Men sådan er det ikke mere - brun er hot! Vi ynder dog at kalde det "jordfarver" i stedet, så det ikke får sådan en tung klang. Prøv at sige det for dig selv et par gange: brun, brun, brun, brun... Det er lige så det bliver tungere og tungere hver gang. "Jordfarver" derimod - nej hvor lækkert, frisk og naturligt. Jeg siger det lige ud - jeg kan godt lide brun; både som en jordfarve og som brun-brun. En af mine veninder driller mig med det, men så mobber jeg bare tilbage og siger at det er fordi hun er traumatiseret af sin barndom i 70'erne, hvor hun sikkert er blevet iklædt alt for meget brun og orange (som jeg forresten også godt kan lide).

Jeg synes at brun er rigtig lækkert, og mine to små unger ser knaldgodt ud i brun, hvis moren selv skal sige det... Og så er det jo altså efterårets farve.. Så her kommer lidt fra mit brune hjem



 Øverst i venstre hjørne er jeg ved at strikke en af de klassiske babyundertrøjer/veste - i brun självklart! Den er til Lillen som nu er 4 mdr. gammel. Begge børn har masser af dem, men man kan ikke få for mange. Begge stoffer er købt  genbruger - det samme er min brune krukke, som bruges til salt herhjemme. De to garnnøgler har farven "egern" og er købt via garnudsalg.dk (billigt og lækkert garn). Navnet på farven inspirerede mig til at lave en sweater til den store med egern på, så det gjorde jeg (skal nok få taget billede). Umiddelbart efter læste jeg, at egern er de nye ugler - altså det nye skrig indenfor børnemode. Så accidentally hip jeg dog er....


Og se så de her smarte nogen, som min mor har bestilt til mig og hende - tøjmærker med vores efternavn på!!! Det er da vildt sejt, så kan man sætte sådan en i, når man har strikket/syet noget - det er da lidt lækkert. Jeg har designet de to fugle der sidder på, så bare vent - en dag overtager vi børnetøjsmarkedet ;) Den ene fugl er selvfølgelig brun...

Og ja- efteråret har rigtig fået fat i Danmark, og selvom det selvfølgelig er dødssygt når man skal aflevere i vuggestue og regnen siler, så kan jeg nu godt lide årstiden alligevel med lys, indendørssysler og sweatre man kan putte i - lad hyggen begynde :)

Etiketter: , ,

3/13/2011

Om at blogge....

Ja, her tidligere i dag slog det mig, at det der med at blogge egentlig er noget ret selvfedt noget at gøre. "Se lige mig, læs lige hvad jeg skriver om MIG, og hvad JEG går og laver"... Så derfor blev jeg nødt til at stille mig selv spørgsmålet:

Hvorfor har du lavet denne her blog?

Bloggen har jeg først og fremmest lavet, fordi jeg godt kan lide at bruge mine hænder til mange kreative ting- når tingene er færdige ryger de dog ofte videre til nye ejere eller ind i bunden af et skab, hvis det jeg har kreeret ikke er så anvendeligt. Men mange af de ting, jeg laver, er jo i den tid, det bliver formet i mine hænder mine små børn. Og hvem vil ikke gerne mindes sine børn? Så derfor er bloggen først og fremmest en dagbog over sysler, så jeg kan gå tilbage og se på ting jeg har lavet og måske blive inspireret på ny eller gense detaljerne...

Derudover har jeg selv fulgt med i flere blogs, hvor kvinder med krudt i rumpen og hjerner fyldt med kreativitet deler deres "værker" med andre. Jeg synes det er en god måde selv at hente inspiration på, at få hjælp og udveksle ideer og erfaringer. Derfor er bloggen også lavet for at give "tilbage" til alle de mange (primært kvinder) som sidder derude bag skærmene og deler deres krea-børn med mig.

Sidst men ikke mindst, så går jeg jo arbejdsløs efter endt barsel og inden jeg starter studie igen til september - så hva' fa'en sku' jeg ellers lave? ;)

Her kommer lige fredagens kreation: En hættetrøje til sønnike... Trøjen er syet i turkis strækvelour og kanter, lommer og hættens inderside er alle klippet fra den samme gamle blomstrede dug, som jeg fandt i den lokale genbrug her den anden dag.. Jeg synes at designet og farverne er blevet rigtig godt og glædede mig til, at søn kom hjem fra vugger for at få det sidste nye skrig på..

Guess what...

Skidtet kunne ikke komme ned over hovedet på drengen! Han hylede og skreg mens den onde mor baksede. Jeg havde simpelthen glemt at overveje, at foret i hætten jo ikke var strækvelour, og havde derfor glemt at lave udskæringen større i kampens hede. På den igen: Klip, klip, klip, sy igen og voila- så kunne den komme over hovedet! Meeeen jeg er nu ikke helt glad for at den måtte klippes af og syes på igen, synes godt man kan se det. Så nu går overvejelser på, om jeg skal klippe hætten helt af og blot lave en almindelig udskæring. Ak ja - sikke store spørgsmål man stiller sig selv sådan en søndag aften..

Etiketter: , ,

3/06/2011

Fire titler i året der gik- og bukser til en lille ny

I det år der er gået siden sidste år d. 6. marts har jeg fået fire nye titler, som jeg er meget glad for - her i tilfældig rækkefølge:

1. Kone til min mand, vi kan faktisk fejre 1 års bryllupsdag i dag - og vejret var ligeså smukt samme dato sidste år
2. Bachelor i mit fag fra uni
3. Mor til min søn

og siden sidste weekend nu også

4. Tante til en lille niece - en lille Clara (som i dag kan fejre 1 uges fødselsdag).

Hun er en fin lille sag min nye niece, og tøj på kroppen skal hun da også have. Noget babyfløjl jeg havde tilovers og en stribet stofrest blev i aftes forvandlet til disse bukser til den lille pige. Jeg lavede buksebenene lidt bredere forneden end mønsteret, og lavede derefter kanten forneden med en lille knap (blot til pynt) for at bukserne fik "balloneffekt" - det synes jeg ser så fint ud.

Små er de godt nok, men mon ikke hun kan passe dem? Nu kan hun i hvert fald gå foråret i møde i forårsgrøn :)

Godt forår derude til alle!

Etiketter: , , ,