Vaskavulla

5/24/2013

Hjælp fra andre bloggere søges - et problem med "hudsider"

Jeg har min blog hostet hos Blogger. Der er en funktion, hvor man kan gå ind og se fra hvilke sider, folk er kommet til min blog - altså fra hvilke sider, der er linket. Det kan f.eks. være, at en anden blogger har lavet et link til min blog, eller at folk har søgt på bloggens navn på Google. Den funktion hedder "trafikkilder".

Nå, men der er en meget aktiv trafikkilde, der åbenbart linker vældig flittigt til min blog. Jeg klikker på linket, for at se, hvem det er, der skaffer mig op til 50 klik om dagen.. Slam! Tissekone lige i hovedet på mig (som man siger). Jeg bliver ført ind på et pornosite (og nu kommer der sikkert endnu flere klik på min blog, fordi halvlumre typer nu vil søge på det ord, jeg skrev lige før, som starter med p og slutter på site, og derfor komme ind til min blog - sorry guys, her er kun kage og perifær omtale af ammebryster, mere sexet bliver det ikke her).

Jeg kan altså se, at der igennem længere tid har været aktivitet fra den her hyggelige side og så til min blog - nogen der kan forklare? Umiddelbart tænker jeg virus/spam, for jeg tror ikke at brugerne af det andet site, midt i en seance, har skrevet "hey, er der forresten en af jer, der har en god opskrift på macarons?".. At dømme efter deres påklædning, eller mangel på samme, vil jeg heller ikke umiddelbart skyde dem til at være typerne, der strikker...

Sååå -- Hilfe? Hvad sker der?

5/22/2013

Hvilke ord bruger du?

Jeg har lavet en Wordle. Man putter ens blog-link ind, og ud kommer ord, som man bruger meget, på kunstnerisk vis... Man kan også sætte selvvalgte ord ind og lave fine ordcollager :)

Jeg lagde link til bloggen her ind og så kom det her ud... Chokolade, macarons, pusletaske osv. :)

Prøv din egen Wordle her

Etiketter:

5/18/2013

50 på bloglovin!!

Tænk at der er så mange (ok, ved ikke hvor mange 'mange' er i den her situation) der følger med bag skærmene på Bloglovin. Det skal næsten fejres med den her porcelænshest jeg fandt til et lille privat loppemarked sidste weekend. Jeg er meget glad for den- mit hjerte banker lidt for kitsch;) en tur i opvaskemaskinen og nu skinner den som nyglaseret (og da det her indlæg bliver skrevet på min telefon foreslåes derfor 'bulgaren' i stedet for 'nyglaseret', hvilket giver en noget andet men ikke uinteressant mening). Tak for en god handel!:) 

5/15/2013

Mmmmh- kage! Opskrift på macarons

I søndags blev min yngste søster konfirmeret. Det var en stor dag, og jeg var så stolt af min smukke søster hele dagen. Jeg kan huske den dag hun blev født, da jeg jo er væsentligt ældre, og derfor er det bare så vildt, at hun nu stod der og har nået den alder allerede; hun er jo stadig den "lille" søster, men så lille er hun slet ikke mere.

Til en rigtig fest skal der også være et stort kagebord; i hvert fald i vores familie. Traditionen hedder mange små kager. Og derfor bagte jeg 200 macarons til festivitasen! Jeg lærte at bage dem, da vores yngste søn skulle døbes i efteråret. Det krævede en del øvelse at få dem ordentlige og et par plader måtte, inden jeg var tilfreds, lide skraldespandsdøden. Det er jo sådan, at en macaron kun er en "macaron", hvis den er glat i overfladen og har den der lille fod forneden- ellers er det "ikke" en macaron - i hvert fald ikke efter franske standarder. Skulle man ikke kunne fremtrylle disse to ting; glat overflade og fod; så handler det dog udelukkende om udseendet,  smagen er den samme. Men det kan godt betale sig at øve sig, for de er så fine, når de er rigtige:) Jeg anbefaler derfor at læse hele stykket igennem, hvis du kaster dig ud i det,  for her deler jeg lidt tips og tricks:)
Til mine macarons skal du bruge:

3 æggehvider
100 gram sukker
100 gram mandelmel
150 gram flormelis
evt. farve (her anbefaler jeg pastafarver, da de beholder farven, når de bager, modsat frugtfarve)

Pisk æggehvider og sukker sammen til en sej marengs og si derefter flormelis og mandelmel i og bland (vil du have farve i tilsættes det nu). 

Der er flere hemmeligheder omkring det, at få den rigtige macaron. Selvfølgelig skal man have en god opskrift. Jeg måtte et par stykker igennem, før jeg havde tilpasset lidt her og der og til sidst fundet det rette blandingsforhold. Derudover er der ovnens temperatur, længde på bagning osv.
Det allervigtigste er dog dejens konsistens. Hvis den ikke er rigtig, så sprækker overfladen, de får ikke fod osv. Den rigtige konsistens skal man opnå ved hjælp af "macaronage", "makronering", og det går ud på, at man, når man har blandet ingredienserne, skal presse luft ud af dejen. Man lærer den rette konsistens at kende med tiden, men man skal opnå en konsistens, hvor dejen ligesom smelter ind i sig selv, når man sætter toppe i den; til at starte med er marengsmassen ret fast på grund af alt den luft, der er pisket ind i marengsen, nu skal luften presses ud. Opnå den rette konsistens ved at skrabe dejen op ad siderne på skålen indtil den er der. Fyld den så på sprøjtepose. 

Nu skal dejen på plade: Sæt macarons på størrelse med en fem-krone på pladen dækket med bagepapir med ca. 2 cm imellem. Når du har sat alle dine macarons, så bank pladen et par gange ned i bordet, så slår du eventuelle luftbobler ud af dejen. Lad derefter dejen stå og lufttørre i 30 minutter. Først derefter skal den i ovnen.

Ovnens temperatur er afgørende for, om macaronen både bliver bagt, men samtidig også bevarer sin farve; den må ikke blive brændt i toppen. Min ovn skal stå på 150 grader varmluft og så skal de bage i 13 minutter og køle af på pladen. Start med samme indstillinger på din ovn, men prøv dig frem- det kan være de skal have fem grader mindre hos dig og to minutter længere.

Når de er kommet ud af ovnen og er kølet af, ja, så er de jo færdige og klar til at fylde med hvad du måtte lyste. Det er en smagssag om man vil lægge dem sammen lige inden de skal spises eller et døgns tid før. Jeg lægger dem sammen 1-2 dage før - de skal nemlig være bløde i midten men sprøde udenpå hvis de skal efterligne den"franske model". Det er også værd at nævne, at macaronbundene jo er glutenfri, så hvis du kender en glutenallergiker, så kan han/hun også være med her - tjek blot, at det du laver fyld af også er glutenfrit (noget chokolade kan indeholde hvedestivelse).



med kaffe/chokoladeganache




Med solbær/lakrids-ganache









Med passionsfrugtganache og lakridsganache

Basis for ganacherne er chokolade, fløde og lidt smør. 

250 g chokolade
3 dl piskefløde
50 g smør

Hak chokoladen og hæld den kogende piskefløde over. Lad blandingen stå lidt tid til chokoladen er smeltet og rør så rundt til den er helt blandet med fløden. Når den er tempereret røres det bløde smør i. Ganachen puttes i sprøjtepose og lægges på køl til næste dag, hvor del fyldes på macaron-bundene, der lægges sammen to og to.

I den ganache, hvor der var passionsfrugt, erstattede jeg 1 dl af fløden med passionsfrugtsaft og jeg brugte hvid chokolade.

I den ganache, hvor der var lakrids, smagte jeg ganachen lavet på hvid chokolade til med lakridspulver.

I ganachen med kaffe rørte jeg en ganache med lys chokolade og kom til sidst to tsk opløst pulverkaffe i (opløst i et skvæt varmt vand)

I ganachen med solbær, erstattede jeg 1 dl fløde med purerede solbær og smagte til med lakrids. 

Leg med ganacherne- det er i dem smagen ligger :) Put gerne to forskellige ganacher i - i den med passionsfrugt og lakrids lagde jeg først passionsfrugten på og dernæst en klat lakrids.

I skal også lige have et billede af alle de andre dejlige minikager, der prydede bordet til konfirmationen:)

Små franske vafler, små fuglereder med chantillycreme og friske bær og kransekage (sidstnævnte bagt af min morfar, der er pensioneret bager - mmmh)

Kokosmakroner
Og små hindbærsnitter bagt af Jytte, mine forældres nabo... 

Godt der ikke er fest hve dag, for så havde jeg vejet væsentligt mere, end jeg gør:)

Etiketter: , ,

5/08/2013

DIY: Lille pusletaske

 Vi havde en pusletaske til den store, men egentlig har jeg aldrig rigtig "været til" pusletasker... Synes de er uhandy, som oftest grimme og ikke mindst alt, alt for store, hvis man bare lige skulle på et kort besøg... Derfor er det ofte blevet til, at jeg bare har stukket en stak bleer, en pakke vådservietter og en stofble ned i en tilfældig pose/min almindelige taske og så kunne det ellers ligge der og rode rundt, til nogen skulle have tør numse. Men jeg var ved at være rigtig træt af det rod i min håndtaske og ikke mindst at skulle pakke i en ny pose/taske hele tiden, så nu har jeg lavet en lille "pusletaske", som kan indeholde det, jeg skal bruge, og som kan være i min taske. Den er nem at sy og der er plads til et par bleer, en pakke klude og diverse småting som en sut eller en stofble; tasken i sig selv er pusleunderlaget.

Jeg har nummereret billederne, så burde det være til at forstå:)

 1. Du skal bruge: 

1: Et stykke frotte på 40x80 cm (her har jeg fundet et håndklæde i en genbrug). 
2: Et stykke stof på 40x80 cm (Det er det stof som kan ses når "tasken" er foldet sammen)
3:Et stykke stof på 40x 22 cm (Det skal bruges til "lommerne" i tasken)
4: Et stykke stof på 7x8 cm (til knappe-"spændet")
5: Et stykke kantbånd på 40 cm (skal bruges til kant på lommestykket. Kan udelades, gør da lommestykket et par cm længere, buk om og sy kant sådan)
6: Et stykke elastiksnor på 40 cm (til at lægge udenpå lommestykket, så man kan stikke lidt ekstrating i)
7: Et bånd på 15 cm (til hank)

Foruden det, der her er vist, skal du bruge to trykknapper - alternativt kan man bruge velcro eller almindelige knapper.

 2: Start med at folde stofstykke nr. 4 på midten ret mod ret (så det bliver 3,5x4 cm), sy rundt (lad bunden være åben), vend, pres og sy en pyntestikning rundt. Læg til side.

 3: Sy dernæst kantbåndet (5) på stofstykke nr. 3

 4: Læg lommestykket på den del af frotte'en, som skal være opad, når der pusles. Nål lommen fast og marker med en nål der, hvor elastikken skal sidde (ca. 2/3 oppe).
 5: Sy nu op gennem midten så du får to lige store lommer. Når du når dertil, hvor elastikken skal være, så læg elastikken på og hold igen på den, når du syer - ellers triller den
 6: Lommerne er nu delt og elastikken sidder fast i midten.






7: Sæt knappestykket, som du syede som det første, fast med nål 40 cm oppe. Sæt desuden hank-båndet (7) på samme sted (dette har jeg glemt at tage billede af, men det skal bare hæftes fast ovenpå knap-stykket)
8: Læg det store stykke stof (2) ret mod ret med frotte/lomme-stykket og hæft med nåle
 9: Vær opmærksom på, at elastikken ikke er hæftet, så den kan godt glide lidt rundt. Når du skal sy, rundt, så gør det samme, som da den skulle syes fast til midten; hjælp den igennem, og stræk den evt. lidt, så den ikke ligger løs. Sy hele vejen rundt, men lad et hul på 10-15 cm være åben i bunden, så du kan vende.
 10: Vend :)
 11: Hæft bunden sammen med nåle 
 12: Sy en stikning hele vejen rundt
 13: Nu skal der sættes knapper i. Fold din pusletaske for at finde ud af, hvor den første knap skal sidde
 14: Den første knap sættes der 
 15: Og den næste knap sættes der - et voila:

 Og sådan her ser den ud med "fyld" i 
Man kan også lave underlagsdelen i voks-dug-stof, men jeg tænkte, at frotte er rarere at ligge på, og skulle uheldet være ude og der kommer bimmelim eller bummelum på, så kan den smides i vaskemaskinen

God fornøjelse :)

Etiketter: ,

5/03/2013

En hurtig-strikket-en

Jeg har strikket en lille forårssag til min niece Clara. Den er strikket uden en opskrift, men inspirationen til udtagningerne er fra den her, som jeg strikkede til mig selv i januar - jeg er vild med de udtagninger og mønsteret, det giver på ærmet. Claras er strikket i en grovere garntype, 100% uld, og på tykkere pinde (4,5) og udtagningerne til ærmet starter med det samme, hvor den i voksenudgaven først kommer efter ca. 10 cm. Den er med 3/4-ærmer strikkes oppefra og ned, og overvejer at lave en til og skrive opskriften ned undervejs; den er hurtigt strikket - det tog mig to aftener. 

Jeg fik Clara til at stå model for mig, selvom hun var lidt småsyg - det er hårdt at være tantes cirkusabe;) Bukserne hun har på, var en lille ekstra-gave. De skulle have været mere baggy, men glemte at lægge til til elastikkanten, da jeg klippede, så de sidder lidt tættere end meningen var ;)

Garnet er forresten købt i Netto, en dag da de havde sat det ned til 5 kr. pr. nøgle, så den her sweater har kostet 15 kr. at lave; det er der vist ingen, der kan klage over. Synes det er flot med det blånistrede i den råhvide, og flere gange undervejs var der små halmstrå i; det er sgu da autentisk! ;)

Og nyd så lige det bedårende hår den lille trold har - kan ikke lade være med at stikke fingrene i det, hver gang hun går forbi mig. 



Etiketter: , ,

5/02/2013

Om sandalkøberi og giveawayvinder

Så blev vinderen af giveawayen trukket - en dag for sent, men håber det går. Det blev Pia Damgaard, der havde det heldige lod i den her omgang. Jeg har skrevet en mail til Pia, og de ryger af sted så snart hun sender sin adresse :)

Derudover håber jeg, at I alle nyder det forår, der nu endelig ser ud til at have besluttet sig for at blive. I går, 1. maj, havde jeg begge unger hjemme - institutionen var lukket. Traditionen tro skulle der købes sandaler til H - det er af en eller anden grund også faldet 1. maj de andre år -, så vi satte kursen mod første og bedste skobutik her på Nørrebro. Heldigvis er det ikke mere end et par hundrede meter væk, at "Pumpkins" ligger, og de er søde og hjælpsomme i den butik, og vi har købt de fleste sko der -hurtigt ind og hurtigt ud (for det meste). Derudover har butikken det fantastiske mix - børnesko og garn. Det skal siges, at jeg ikke er særlig vild med at shoppe (udover krea- og genbrugsbutikker) og slet ikke børnesko (mest fordi der er en del af det, der kræver, at afkommet skal prøve skoen, hvilket sjældent er særlig hyggeligt), så derfor er garnafdelingen lidt som et omvendt "børnehjørne"; her kan moderen gå hen, når hun keder sig. I går var jeg dog alene af sted med ungerne, så det ville nok ikke gå at stikke af midt i seancen. Nå, men det skulle jo gøres, og hellere nu end en stegende varm sommerdag, hvor man kan stå sammen med resten af Nørrebro og have dårlig samvittighed over endnu ikke at have købt sandaler til storsvedende barn i gummistøvler. Så sandaljagten gik ind. Harald havde på forhånd sagt, at han gerne ville have et par grå sandaler, hvilket jeg var helt fin med - farve osv. er op til ham , bare det passer - hvilket der er meget få der gør; at prøve sko på H er som at prøve sko på en regnorm- tynde og ledløse er de små fødder. Vi nåede dog dårligt ind i butikken, før Harald spottede et par postkasserøde sandaler. Det SKULLE være dem! Men tror I de var der i hans størrelse? Nope... Så mens jeg stod og prøvede at gøre andre sandaler attraktive ("du sagde jo at du ville have en grå, og prøv at se den her, den er næsten grå"- hvortil ungen korrigerende svarer "den er altså BLÅ!"), ringede skodamen rundt til andre butikker og ledte i kasser. Undervejs havde lillebror travlt med at sprede en rosinbolle jævnt udover hele butikken, samt hive silkepapir op af diverse åbne skokasser og hvine begejstret over egen succes, hver gang han fik revet en snip af papiret. Harald råbte med skiftende interval variationer af "det SKAL ALTSÅ være den her" og "jeg VIL IKKE have andre" og tegnede mønstre i sand fra hans gummisko (som jo selvsagt røg ud af skoen, da han flåede dem af for at stikke sin tre-års fod ned i en rød str. 20)... Efter 5 (hvad der føltes som 60) heftige minutter kiggede skodamen til sidst i en kasse, der var kommet retur - og hvad lå der i den? Et par postkasserøde Angulus sandaler i str. 24 - Jamen altså dog, der var ikke et øje tørt!

Harald var meget glad og ville straks have dem på og er også kommet af sted i sandaler i dag - ja, det er lidt koldt, men han har sokker i, og en stædig tre-årig kan være meget overbevisende kl. "vi skal af sted nu-nu".
Derudover er jeg nødt til at knytte en kommentar til den pære, han sidder og spiser på billedet- den er jo vanvittigt stor?!

Etiketter: