Vaskavulla

6/20/2014

Drengestrik

De af jer, der følger mig på Instagram (theavaskavulla) har kunnet følge med i tilblivelsen af denne cardigan til Eivind. En kommenterede; hvor er det skønt at se noget med fine detaljer til drenge. Og hun har jo egentlig ret; Mange af de ting, der designes til drenge i strik er uden særlig meget form for spræl. Egentlig kan jeg også godt lide helt simpelt strikketøj; hvis garnet er lækkert, så er det nok i sig selv, så behøver man ikke snoninger, hulmønstre mv. for at spice det op. Men jeg syntes nu alligevel, at der skulle lidt mere til på den cardigan, jeg ville lave til Eivind. Også bare for at prøve lidt forskellige teknikker af.

Cardiganen er strikket i Hamelton Tweed 1 fra BC garn - farven klæder ham rigtig godt, og ja; han har lige været udsat for et ret voldsomt skoldkoppeanfald, derfor de røde prikker (som dog nu er meget på retræte sammenlignet med sidste uge samme tid).

Den er "freestylet" hvilket vil sige, at jeg har strikket den uden mønster og blot har prøvet de ting af, som jeg havde lyst til undervejs. Den er strikket oppefra og ned med raglanudtagninger. Der er rib på alle kanter, perlestrik på ærmerne, på bærestykket et mønster i ret og vrang og rundt om livet er der snoninger hele vejen rundt.

Jeg synes den er blevet rigtig fin, og den passer den lille bøf perfekt. Hvis du selv vil prøve at kaste dig ud i en freestylet cardigan, så kan du tage udgangspunkt i denne opskrift på raglansweatre, som jeg har lavet, og så blot strikke frem og tilbage i stedet for rundt (husk at lægge masker til til knaphuller foran så).




Etiketter: , ,

11/08/2013

Sy til din babys... storebror

Anna fra Laralil har jo som tidligere beskrevet ladet november være "sy-til-din-baby"-måned, og jeg meldte mig glad under fanerne, for der ville jeg da gerne være med. Det vil jeg også stadig, men inden der bliver syet så meget til babyen (som er knap 1,5 år host host) her i foretagendet, så manglede ældsteyngel altså en vinterjakke. Jeg vil næsten vove den påstand, at den kan snige sig med i sy-til-din-baby-konceptet; For det første er storebror en bette ski', der, selvom han er 3,5 år, stadig bruger størrelse 2 år i tøj, og for det andet, så er mønsteret til jakken fra en bog, der har mønstre fra str. 0-3 år, nemlig "Børnetøj 0-3 år" (ja, vild titel ik'?) af Hanne og Sofie Meedom. Så hvis man vil, kan man godt sy den til sin baby. Jeg kan godt lide modellerne i den bog som er simple og nemme at pimpe selv, til gengæld er jeg ikke altid vildt begejstret for mønstrene, som jeg synes er meget brede. Så jeg ender altid med at tage nogle størrelser mindre og så forlænge lidt osv. Men gør man det, så virker de upåklageligt som basismønstre. 

Den her vinterjakke er som sagt fra deres bog, men jeg har tilføjet og skåret fra: Den oprindelige jakke er blot en termojakke i to lag - min er noget heftigere, som det ses. Den oprindelige jakke er med lynlås og dobbeltlomme, min er med knapper og én lomme og jeg har forhøjet kanten på hætten foran, så den varmer godt. Slutteligt har jeg, fordi der er knapper og ikke lynlås, lavet begge forstykker lidt bredere, så de lapper godt ind over hinanden og varmer ekstra foran (Harald har vist sig at have en forkærlighed for diverse luftvejsinfektioner nemlig), og har lukning lidt til siden i stedet for midtfor - for det synes jeg ser så fint ud. Slutteligt har jeg forlænget jakken lidt bagpå, så man ikke bliver kold i måsen, når man på tredje time sidder på sin flade og graver i fugtigt sand. 

Det er svært at tage billeder af noget sort, så I kan se detaljerne ordentligt, men jakken er i sort fløjl og foret med thinsulate og med ternet stof inderst; altså tre lag i alt. Det hele er fra "lageret" på nær en ekstra stup thinsulate, jeg lige måtte investere i, så det har kostet næsten-gratis at lave den. Selve pelskanten har jeg taget af en jakke for længe siden, som var gået i stykker. Den får nyt liv her, og Harald er begejstret, for så ligner man jo en løve (ret fedt, når man er 3,5 år skulle jeg hilse og sige). 





Etiketter: ,

10/06/2013

Oooog... der strikkes lidt mere

Der kommer en del fra pinden for tiden - overspringshandling numero uno fra det der specialespøgelse. Senest er der nu blevet strikket til min søde niece Clara. Clara er 2,5 år og går i skovbørnehave - så hun skulle da have en trøje med blade på, så hun kan snige sig rundt mellem træerne;) Inspirationen og mønsteret til bladene er fra Lene Holme Samsøes nye bog "Børnestrik på pinde 3,5-4": den samme som "ret nem raglan", som jeg strikkede til Harald for et par uger siden er fra også. Nå, men i hvert fald: Jeg havde ikke lige garn til den fasthed, som opskriften foreskrev og der var nogle ting, jeg gerne ville ændre, så jeg har bare hapset bladene derfra:) Alle kanterne er strikket med ombuk så de er i glatstrik hele vejen, men ikke ruller (lav ombuk ved at strikke en omgang vrang og så derefter så mange gange ret som du ønsker, at ombukker skal være bredt, når du er færdig bukker du i vrangen og syer ombukket fast på indersiden). Garnet hedder "Lazio" og er fra Kvickly - ja, nogle gange er man heldig at finde noget blødt og flot til billig penge :) Synes den grønne-grå-melerede er så fin og efterårsagtig, og så er den her blevet strikket op for sølle 60 kr. - jamen altså, der er jo ikke et øje tørt!

 Strikken blev serveret med et par haremsbukser med smog (smog er nemt: undertråden er elastik og overtråden er almindelig og så syer man ellers bare rundt, rundt, rundt og rundt og rundt og...) i livet og benene og nogle hårelastikker der matcher

 Og nu jeg sad ved maskinen, så blev der også lige lavet en mulepose til at overlevere herlighederne i. Lagenlærred med neonstikninger og en trykknap i midten, navnet er lavet af filt med "strygeklister" (kan ikke lige huske hvad det hedder, men sikkert noget mere begavet end det) bagpå :)
Så nu er hun klar til at efterårsboltre sig i den store skov den smukke Clara :)

Nu skal der ikke laves mere til nogle jeg kender eller mig selv eller mit yngel det næste stykke tid, for nu skal jeg igang med at fokusere på det julemarked, som min svigermor, mor og jeg skal på i slutningen af november. Jeg glæder mig, men er også nødt til snart at gå i intensiv produktion. 

Etiketter: , ,

9/09/2013

Gaven! (og noget i isoli)

Som jeg skrev i et indlæg for et par uger siden, så havde jeg købt en gave, som jeg glædede mig rigtig meget til at give. I går var så dagen, hvor jeg endelig kunne få lov til at give gaven videre. Modtageren var min lillesøster på 14 og gaven var fra mig, min anden søster og vores forældre (og min mand og børn). Gaven var en tur til London, hvor min lillesøster skal over sammen med mig, vores anden søster og en af mine veninder. Vi skal selvfølgelig have en rigtig tøsetur med alt, hvad det indebærer. Men den gave, som jeg havde købt, og som jeg glædede mig rigtig meget til at give, var ikke selve turen til London - for turen til London blev kun til i kraft af gaven, der kommer i London, og som kræver at vi er i det engelske for at indløse den - Vi skal til koncert med teenagepigens kæmpe idoler "One Direction" (til de uindviede er de det hotteste hotte indenfor kategorien "boyband" lige nu).. Jeg har glædet mig så meget til at give den gave til min lillesøster, da hun er dedikeret som kun en nu 14-årig kan være. Og reaktionen udeblev da heller ikke: Det var med hulk og tårer, da hun fandt ud af, hvad vi skulle i London. Ak ja - teen love :)

Ellers prøver jeg at komme op på sy-hesten igen efter min slåskamp med kjolen i sidste uge. Det er blevet til sweatshirts i isoli til begge de små drenge. De er næsten ens, da Harald elsker, når de har det samme på. Men den første dag, lillebror havde sin på i vuggestue, kom han hjem i en anden trøje. Så den nye ligger nok og græder et sted i en glemmekasse. Så I må nøjes med et billede af Harald i den, han har fået:


Mørkegrå isoli fra Stof 2000, marineblå ribkanter og neonstikninger. Mønsteret er fra "Børnetøj 0-3 år" af Hanne og Sofie Meedom. Bukserne han har på er de tidligere viste skjortebukser. Og ja, det er jo Nørrebro, vi bor på, så det er noget af Nørrebros natur, I kan se i baggrunden ;)

Etiketter: ,

8/27/2013

DIY - lav et par bukser af en skjorte


Meget af det tøj jeg syer til ungerne er syet af aflagt tøj - jeg smider meget meget sjældent tøj ud (og hvis jeg gør er det først efter at jeg har rippet det for alt hvad der hedder knapper, snører osv.) og samler gerne ind fra venner og familie, så intet går tabt. Meget af det får så nyt liv i mindre størrelser. Det er både et idealistisk, økonomisk og kreativt valg... For et halvt års tid siden fik jeg en masse aflagte skjorter fra min far (fra før han blev en maraton-løbende pind). De er blevet omdannet til alt muligt; seneste skjorte i bunken er blevet til et par bukser til Harald. Det der er så smart ved at sy gammelt tøj om er, at man sparer en masse tid på detaljesyning; der er jo f.eks. allerede knapper og lomme i skjorten :) Her følger en lille DIY på, hvordan du syer en aflagt skjorte om til et par bukser. Man kan vel gøre det med børn op til omkring 3 år - medmindre det er shorts man syer ;)

En buksedragt i tyk jersey fra da jeg var gravid med Eivind er også blevet klippet op og er blevet til sweatpants til begge drenge - der er så bare ikke de samme knapdetaljer osv. på.


Læs hele DIY'en igennem inden du giver dig i kast med at klippe :) Billederne er nummererede og du skal bare følge det slavisk. 

Du skal bruge:

1 stk. skjorte

+symaskine, tråd osv...

1: Start med at finde et par bukser, der passer den glade modtager i længde og skridtlængde.

 2: Marker skridtlængden og hele buksens længde
 3: Tegn nu et mønster der ser ud som ovenstående. Det er et par posede haremsagtige bukser jeg har lavet, så bukserne er meget brede, inden der kommer elastik i. Lav skridtlængden omkring 10 cm. længere end den markerede - dette for at lave hængerøv i bukserne ;)

Tip: Alt efter hvordan du vil have selve elastikken på, skal du enten lægge et par cm til ombuk øverst eller vente med at klippe et elastikstykke til punkt 9. Det samme gælder for buksernes længde; skal der laves elastik igennem lægges et par cm til i ombuk, skal der laves ribkant klipper du bare som de bukser du tegner efter.
 4: Læg mønsteret på skjorten for at se, hvor det passer. Hvis der er en lomme, så husk at få klippet den med, så du ikke får klippet den over.
 5: Fold skjorten og klip mønsteret ud
 6: Nu ser dine bukser således ud
 7: Lav en stikning ned gennem knapstykket, så det ikke fiser ind med kold luft der :)
 8: Læg buksestykkerne ret mod ret og sy buksebenene sammen i hver side og rundt forneden. Klip til og zigzag.

Tip: Hvis du vil gøre lidt ekstra ud af finishen, så sy først buksebenenes sider, pres sømmen fra hinanden, vend dem om til retsiden og sy en stikning langs hver side, inden du syer sammen i midten
 9: Nu skal linningen/elastikstykket laves. Mål modtagerens livvidde og klip et stykke der er livvidde+10 cm (de skal jo kunne komme op over rumpen). Klip et stykke, der er livvidde+10 cm x 4 cm. Sy det sammen for enden, så det bliver en ring og fold den, som hvis du skulle lave ribkant.

Tip: Hvis du syer bukser, hvor du laver kanterne af f.eks. rib eller jersey ligesom de sweatpants der er billeder af, og der derfor ikke skal elastik i, så laver du stykket et par cm. mindre end livvidden, så de sidder godt til og ikke falder ned. 
 10:Læg bukserne ind i ringen og sæt fast med nåle. Start med at sætte ringens sider fast på hver side af bukserne, så du ved hvor meget du har at gøre med på hver side. Jeg har lavet lægge i de her bukser, fordi de er i fast stof. Jeg har valgt at lave læggene i hver side, fordi der var en lomme foran, der jo ikke skulle foldes, men de kan også være for og bag - det er op til dig; men husk at folde ens på hver side, så læggene bliver ens. Laver du dem i strækstof kan du blot trække i ringen, så stoffet selv folder indenunder, det bliver bedst i strækstof.



11: Sy nu hele vejen rundt startene midt bag, men lad to cm stå åben.
 12: Træk et stykke elastik, der svarer til livvidde minus 2-3 cm gennem og ud. Sy elastikken sammen som en ring, og sy hullet til.
 Sy dernæst en løbegang for enden af hvert bukseben og træk ligeledes en elastik gennem hver. Er det et par sweatpants så lav ribkanter.


13: Tadaaaa - et styks genbrugsbukser :)

Etiketter: , , ,

8/06/2013

En lille ny...

Gudforældrene til vores ældste søn er blevet forældre - igen :) En lillesøster så dagens lys tre uger før termin i torsdags. Sådan en lille en skal selvfølgelig have en gave, og den er nu på vej med posten til fastlandet (aka Jylland), hvor familien bor. 

Den lille Freya, som betten hedder, får en hjemmestrikket vest. Ikke at der er brug for den i den skønne sommervarme lige nu, men om et par måneder, så skal den nok lune godt.
 Når jeg forærer strik væk, så lægger jeg tit et lille kort med med vaskeanvisning - så er man sikker på, at den får den rette behandling :) Opskriften på vesten er det desværre ikke lykkedes mig at finde på nettet, men det er en jeg har lånt af min mor, og tror den er printet et sted fra... Ved bare ikke lige hvor. Synes det var dejligt at strikke en lidt anden vest - nu har jeg strikket mange af de klassiske ribveste efterhånden. Derudover synes jeg at de små ærmer og det mønster, som raglanudtagningen giver, er rigtig søde til en lille pige, og så luner det dejligt på skuldrene også.
 Vesten er strikket i det superlækre Silkbloom fra BC garn (3-3,5). Det er 45% morbærsilke og 55% merinould. Det er så blødt og blankt og helt perfekt til et lille nyt liv, hvor intet må kradse.
 Jeg fandt det på udsalg i weekenden, da jeg var på besøg hos mine forældre. Der ligger butikken Kniplestuen, som havde tilbud på masser af deres lækre garn. Jeg fik derfor også lige erhvervet mig 600 g Lucca (også fra BC garn), så nu skal der strikkes cardigans til drengene - om vi vil det eller ej, så er det jo ikke sommer hele året i Danmark, og det er nu, der skal gøres klar til vinter ;) Jeg tænker bl.a. at strikke den cardigan i strukturstrik fra Knit for your Kid...
Lucca-garnet er 100 % merinould, og er også så blødt, at det er perfekt til små følsomme børnehalse :) 

Etiketter: , ,

4/16/2013

De første trykknapper nu i brug

Heldigvis for min nye trykknappesamling havde jeg et projekt liggende, som manglede knapper. Det har faktisk ligget og manglet knapper i et stykke tid, da jeg ikke rigtig kunne nosse mig sammen til at få sat dem i. Vejret var ligesom ikke til forårsjakker alligevel, vel? Men nu med min nye trykknappeskat og med det gode vejr så måtte lillebrors forårsjakke gøres færdig.

Han ser lidt skeptisk ud på billederne, men han var også godt gammeldags skidesur, da de blev taget. Sådan er det - man kan ikke få smilende børn på alle billeder, og vises skulle jakken jo (jo!). Så ja, billederne er ikke blevet så gode, jeg kunne ikke lige få ham til at pose så man kunne se de forskellige detaljer så godt. 

Den er syet i babyfløjl og med pladevat i foeret. Der er gule tittebånd og, ja, fine gule trykknapper :) Det blomstrede er et hovedpudebetræk fundet i genbrugen for læææænge siden. Huen har farmor strikket- det er en arver fra storebror, men den passer perfekt i farven til blomsterne. Og jo - man må godt have blomster på, selvom man er en lille dreng. 

Mønsteret er Elsebeth Gynther - of course ;)

Etiketter: , ,

4/13/2013

Man må aldrig gå ned på udstyr! - ren blær

Ja, bloggens facebook-side fik et billede for nogle timer siden - min begejstring måtte deles. Jeg har fået forsinket påskeæg af mine forældre i dag (vist bare en undskyldning for at give mig det); et kæmpe sæt med trykknapper i alverdens farver!!!

Jamen for filan altså - jeg er da vildt begejstret! Alle de farver og muligheder. Der er 26 farver i alt samt knapper man selv kan betrække (dog ikke trykknapper) + selvfølgelig værktøj til at sætte knapper i med.

Føler mig meget, meget heldig, så her til aften vil jeg ikke andet end at blære mig med mit påskeæg:





Fra nu af skal der trykknapper i alt ;)

Og så kan jeg da, nu jeg er i gang med at flashe, lige vise Haralds nylavede forårsjakke... Sgu næsten ærgerligt, at der er lynlås i ;)

Etiketter: , , ,

2/24/2013

Retro forårsjakke


For to år siden ventede vi i spænding på, at vores lille niece skulle komme til verden. Vi var dog ikke vildt utålmodige endnu, for min svigerinde havde stadig lidt over en uge til termin, og som førstegangsfødende kunne der jo godt gå et par uger endnu. Lørdag d. 26. februar er der dansk melodi grandprix. Vi trakterer med alt for meget at fylde indenbords, mens den højgravide joker med at spise baby i maven ud. A Friend in London vinder med sangen "New Tomorrow". Og jeg skal da lige love for at det blev en "ny i morgen", for morgenen efter klokken lidt over ni, kunne min svigerinde ringe til sin bror (min mand) og fortælle, at vandet var gået - om det var al maden aftenen forinden, der gjorde, at min niece følte det lidt klemt i mavsen eller om det bare var tid, det er stadig en gåde ;) At vi blev involveret i vandafgangen skyldtes, at de netop havde lavet et stort hul i væggen mellem køkken og spisestue; redebygning i højeste potens, og nu var hullet ligesom stadig bare et hul på ca. 1,5 x 2 meter og ikke helt den åbning mellem køkken og spisestue, som det skulle nå at blive inden baby kom til verden. Så vi rykkede alle ud; kommende morbror, tante og fætter og kommende moster og mormor og morfar tog turen til deres hjem, og mens svigerinde og svoger kørte frem og tilbage til fødegangen for at blive tjekket, så lavede mændene "hul" og kvinderne tørrede gipsstøv af... Cirka 12 timer efter, at min svigerinde ringede, kommer min lille niece Clara til verden. Den dag hun blev født glemmer vi ikke :)

Nu bliver hun to år på onsdag. I går fejrede vi hende med boller, lagkage og mange gaver. Tænk at hun allerede er to år. Hun er en smuk lille pige og en bestemt lille dame, og kan godt være lidt sky, men når hun lige får lov at tø op er der masser af fjol og smil i hende - hende og fætteren på knap tre havde i hvert fald en dejlig fest i går med masser af ballade i øjnene det meste af tiden og et konstant "Haaalaaa" (Harald) råbt af Clara efter vores ældste gut. Jeg ser hende alt for sjældent og hun har bare lært så mange ord og står der med rottehaller og er fuld af spilopper. Tænk hvor meget man når på to år.  Jeg bliver altid lidt smånostalgisk ved børnefødselsdage - særligt når det er hos børn jeg holder af. Bare vent til min egen fylder tre i næste måned; der får jeg sikkert ikke engang skrevet et indlæg fordi tastaturet kortslutter i sentimentale tårer. Det er bare så stort at få lov til at følge sådan et lille liv.

Nå, men en gave skulle den dejlige kusine/niece jo også have. Vi købte fingermaling og ting til det, og så syede jeg også en jakke. Elsebeth Gynther har ikke levet forgæves, og som så mange andre, så har jeg efterhånden syet en del efter hendes mønstre. De er nemme, sidder godt og er nemme at "pimpe" selv. Derudover er jeg også lidt en retro-freak, så jeg kan godt lide hendes snit. Jakken herunder har jeg syet nogle stykker af; blandt andet har ældsten en både en forårs- og en vinterjakke lavet ud fra næsten samme mønster. Jeg regner med at sy forårsjakker til begge drenge i det også. Det er første projekt på den nye symaskine, og jeg må sige, at jeg er tilfreds; de ting, der ikke er blevet gode er i hvert fald ikke maskinens skyld - f.eks. synes jeg, at det er blevet lidt kluntet ved ærmekanterne, men ikke noget man lægger mærke til; der skulle den dovne (og tidspressede) tante nok have fundet nål og tråd frem og syet det i hånden... 

Men ellers er jeg tilfreds. Jakken er i to lag ren bomuld med foer imellem. Der er tittebånd hele vejen rundt - for sådan en trykfod har min nye maskine nemlig ;) Det fine mønstrede stof med duerne og hjerterne er en dækkeserviet, jeg har fundet i en genbrug. Straks jeg så den vidste jeg bare, at den måtte på et eller andet. Tit føler jeg mig mere inspireret til at lave tidligere ting om og se deres detaljer, end af at gå ind i en stofbutik, hvor jeg slet ikke kan overskue udvalget. Så ja, lomme og ryg er af dækkeserviet og foret har tidligere tjent som dug (og jo, jeg vasker det selvfølgelig inden;)).















































Gaven blev afleveret i en pose lavet i samme stof som foret. Harald afleverede gaven med ordene "der er en jakke i den her"; og det var der jo sådan set også;)


Så kære kusine/niece Clara - tillykke med fødselsdagen din dejlige lille frø :)


Etiketter: , ,

2/08/2013

En restebuks

Et par restebukser til mindstebaby... Lavet af rester fra blandt andet den her og den her 

Lavet uden opskrift men mon ikke der ligger en opskrift eller to til strikkede babybukser på nettet et sted? Babytøj er taknemmeligt at strikke- hurtigt og godt til at få bugt på "sjatgarn" med.

Mindsten tog tilfreds imod de lårlunene benklæder


Etiketter: , ,

2/03/2013

Min smukke søster


Min smukke lillesøster, Thit, på 13 år er nu med på kravedillen - og der skulle da ikke mange hentydninger til, før storesøster gladeligt greb hæklenålen og fiksede sådan en sammen til frøkenen. Den er ren alpaca på hæklenål 2,5 - stadig samme opskrift (se den her)



Efter den sidste uge at have hæklet 10 (jo sgu!) kraver i forskellige størrelser efter det mønster, tror jeg snart det er på tide at finde et nyt mønster at prøve af, men er bestemt ikke færdig med kravehækleriet - når man er resultatorienteret som jeg er, så er det dejligt at kunne lave sådan en på en aften og samtidig bliver der ryddet dejligt ud i resterne :)

Etiketter: ,