Retro forårsjakke

2/24/2013

Retro forårsjakke


For to år siden ventede vi i spænding på, at vores lille niece skulle komme til verden. Vi var dog ikke vildt utålmodige endnu, for min svigerinde havde stadig lidt over en uge til termin, og som førstegangsfødende kunne der jo godt gå et par uger endnu. Lørdag d. 26. februar er der dansk melodi grandprix. Vi trakterer med alt for meget at fylde indenbords, mens den højgravide joker med at spise baby i maven ud. A Friend in London vinder med sangen "New Tomorrow". Og jeg skal da lige love for at det blev en "ny i morgen", for morgenen efter klokken lidt over ni, kunne min svigerinde ringe til sin bror (min mand) og fortælle, at vandet var gået - om det var al maden aftenen forinden, der gjorde, at min niece følte det lidt klemt i mavsen eller om det bare var tid, det er stadig en gåde ;) At vi blev involveret i vandafgangen skyldtes, at de netop havde lavet et stort hul i væggen mellem køkken og spisestue; redebygning i højeste potens, og nu var hullet ligesom stadig bare et hul på ca. 1,5 x 2 meter og ikke helt den åbning mellem køkken og spisestue, som det skulle nå at blive inden baby kom til verden. Så vi rykkede alle ud; kommende morbror, tante og fætter og kommende moster og mormor og morfar tog turen til deres hjem, og mens svigerinde og svoger kørte frem og tilbage til fødegangen for at blive tjekket, så lavede mændene "hul" og kvinderne tørrede gipsstøv af... Cirka 12 timer efter, at min svigerinde ringede, kommer min lille niece Clara til verden. Den dag hun blev født glemmer vi ikke :)

Nu bliver hun to år på onsdag. I går fejrede vi hende med boller, lagkage og mange gaver. Tænk at hun allerede er to år. Hun er en smuk lille pige og en bestemt lille dame, og kan godt være lidt sky, men når hun lige får lov at tø op er der masser af fjol og smil i hende - hende og fætteren på knap tre havde i hvert fald en dejlig fest i går med masser af ballade i øjnene det meste af tiden og et konstant "Haaalaaa" (Harald) råbt af Clara efter vores ældste gut. Jeg ser hende alt for sjældent og hun har bare lært så mange ord og står der med rottehaller og er fuld af spilopper. Tænk hvor meget man når på to år.  Jeg bliver altid lidt smånostalgisk ved børnefødselsdage - særligt når det er hos børn jeg holder af. Bare vent til min egen fylder tre i næste måned; der får jeg sikkert ikke engang skrevet et indlæg fordi tastaturet kortslutter i sentimentale tårer. Det er bare så stort at få lov til at følge sådan et lille liv.

Nå, men en gave skulle den dejlige kusine/niece jo også have. Vi købte fingermaling og ting til det, og så syede jeg også en jakke. Elsebeth Gynther har ikke levet forgæves, og som så mange andre, så har jeg efterhånden syet en del efter hendes mønstre. De er nemme, sidder godt og er nemme at "pimpe" selv. Derudover er jeg også lidt en retro-freak, så jeg kan godt lide hendes snit. Jakken herunder har jeg syet nogle stykker af; blandt andet har ældsten en både en forårs- og en vinterjakke lavet ud fra næsten samme mønster. Jeg regner med at sy forårsjakker til begge drenge i det også. Det er første projekt på den nye symaskine, og jeg må sige, at jeg er tilfreds; de ting, der ikke er blevet gode er i hvert fald ikke maskinens skyld - f.eks. synes jeg, at det er blevet lidt kluntet ved ærmekanterne, men ikke noget man lægger mærke til; der skulle den dovne (og tidspressede) tante nok have fundet nål og tråd frem og syet det i hånden... 

Men ellers er jeg tilfreds. Jakken er i to lag ren bomuld med foer imellem. Der er tittebånd hele vejen rundt - for sådan en trykfod har min nye maskine nemlig ;) Det fine mønstrede stof med duerne og hjerterne er en dækkeserviet, jeg har fundet i en genbrug. Straks jeg så den vidste jeg bare, at den måtte på et eller andet. Tit føler jeg mig mere inspireret til at lave tidligere ting om og se deres detaljer, end af at gå ind i en stofbutik, hvor jeg slet ikke kan overskue udvalget. Så ja, lomme og ryg er af dækkeserviet og foret har tidligere tjent som dug (og jo, jeg vasker det selvfølgelig inden;)).















































Gaven blev afleveret i en pose lavet i samme stof som foret. Harald afleverede gaven med ordene "der er en jakke i den her"; og det var der jo sådan set også;)


Så kære kusine/niece Clara - tillykke med fødselsdagen din dejlige lille frø :)


Etiketter: , ,

7 kommentarer:

Klokken 2/24/2013 , Blogger Juhl78 sagde ...

Hvor er det en fed jakke...

 
Klokken 2/24/2013 , Blogger Signe Høj Nielsen sagde ...

Årh så blev jeg lige sat 2 år tilbage :-) Hvor var det en fin beskrivelse. Det var rigtig dejligt at have jer med til Claras 2 års fødselsdag, og hvor er det sjovt at se hvordan Clara bare "smelter" når Harald (Halaaa) er i nærheden :-D Jeg glæder mig rigtig meget til at putte min lille pige i din meget flotte kreation. Den er bare rigtig lækker og vi har været så glade for den, vi fik sidste gang.

 
Klokken 2/24/2013 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Juhl78: mange tak:)
Signe: det var en dejlig fest:) glæder mig til at se hende i den:)

 
Klokken 2/24/2013 , Blogger Unknown sagde ...

Mmmm en lækker jakke! En god ide med tittekant i stedet for skråbånd. Det tror jeg også jeg vil prøve på min næste EG model, hvis der altså findes sådan en smart fod til min oldtidsmaskine:)

 
Klokken 2/25/2013 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Sanne: Ja jeg synes at tittekanterne er så fine... Så godt din kommentar til det andet indlæg men fik ikke lige svaret - men ja, sådan en trykfod hjælper altså en hel del på det; ellers går det i kluddermudder for mig

 
Klokken 2/26/2013 , Blogger Unknown sagde ...

Ikke for noget men der var altså også sådan en trykfod til gamle Nina :-) (bare så hun ikke står og føler sig helt som en olding der på loftet)

 
Klokken 2/26/2013 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

åh beklager... Vi var nok nået til et sted i vores forhold hvor vi ikke længere så hinandens gode sider ;) Den var med som ekstraudstyr til Pfaffen

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start