Feeling blue?...

Der er flyttet en pige ind hos os. En Fanø-pige. Jeg har fået den af min mor, som har arvet den fra et familiemedlem. Den har siden 1999 ligget i bunden af en kasse, men nu står den her. Jeg er en sucker for arvede ting og ting med en historie. Mine forældre elsker stadig at fortælle om dengang jeg græd som barn, da vores tallerkner blev skiftet ud med nogle andre og at jeg gjorde det samme, da vi skiftede gammel dødsfælde af en blikbil ud med en ny smart stationcar. Sådan har jeg nok altid været - knyttet mig til ting og historierne bag. Nogle af mine yndlingsting er arvede - min mors gamle politiske plakater, vores store Europa-kort, som jeg har fået af min far, vores PH-lampe (som stammer samme sted fra som Fanø-pigen). Jeg kan lide at de har set andre hjem end mit og jeg kan lide at de er helt deres egne.

Så her står hun, den lille Fanø-pige. Men hun ser så trist ud - som om hun har the blues. Måske fordi hun er blevet fjernet fra sin ven, som hun lå sammen med i kassen- en anden Fanø-pige, som fik lov at komme op hos mine forældre. Eller også fordi hun bare er sådan af sind.. Sådan lidt blue.

 

Måske hvis jeg pudser vinduerne og vender hende ud mod gaden at hun vil blive glad over at kunne se lys og liv? De vinduer der trænger i hvert fald gevaldigt, så det vil nok ikke kun tjene hende...

Og hun er ikke ene om at være lidt blue.. Jeg tror faktisk at blå er min yndlingsfarve; Derfor faldt jeg også for Fanø-pigens blå kjole. I vores hjem er blå en gennemgående farve på mange ting. Ikke med vilje (det er der nemlig ikke meget der er her), men nok fordi jeg hver gang falder for blå ting... Så blåt er i den grad overrepræsenteret. Jeg elsker blå.