Man har et standpunkt... Om kraver og mode
Så sent som i sidste uge sad jeg og snakkede om mærkelig mode med min svigermor. Vi genkaldte os billeder fra starten af halvfemserne, hvor små piger, hvis de skulle være fine, blev iklædt kraver og strømper med blonder. Jeg kan i hvert fald huske flere lejligheder, hvor jeg blev pyntet med begge. Jeg har egentlig altid siden tænkt, at det godt nok var en spøjs mode med den krave- jojo, mange modeting er kommet og gået, hvor man har stået lidt uforstående og tænkt "hvad handler det der om?" - plateausko, kassebukser, frynser osv. osv. Men der handler det om, at det blot er en allerede eksisterende ting - et par bukser - der er blevet tilføjet lidt ekstra vidde eller en sko, der bare har fået højere sål. Der kom kraven ligesom ind og var ret meget sig selv fra start af - den sad nemlig ikke fast på kjolerne, den blev tilføjet efter; en slags kvindeligt slips; altså, mærkelig ting uden nogen umiddelbar egenskab (som at holde varmen på benene eller fødderne).
Sådan er det selvfølgelig med mange pyntegenstande - de har ikke anden effekt end at pynte. Når jeg ser på barndomsbilleder af mig selv med blondekrave, kan man så diskutere, hvorvidt de så gjorde det - pyntede altså. Men igen; sådan var moden, og det var pænt dengang, så på den måde kan man ikke dømme det her 20-25 år efter.
Dengang var kraverne lavet af noget blondeagtigt bomuldsstof - de var syede. Efter et par ture rundt i blogland er jeg dog flere gange stødt på en anden slags krave - nemlig de hæklede. Efter at have hæklet en del dyr, mad, nøgleringe og andet småtteri fik jeg derfor lyst til at give mig i kast med sådan en krave. Først skulle jeg dog bruge et offer. Det tog dog ikke lang tid at ud se mig yngstens gudmor som et passende et af slagsen. Hun er det eneste voksne menneske, jeg kender, der umiddelbart ville iklæde sig en sådan beklædningsgenstand.
Men mens jeg hæklede, ja, så voksede krave-ideen faktisk på mig. Jeg var i hvert fald overordentligt tilfreds med resultatet, og da gudmor i dag modtog pakken, blev hun meget glad og tog den på med det samme... Selv var jeg lidt ærgerlig over at måtte give den væk - på den anden side er jeg ikke sikker på, at jeg ville komme til at gå frygteligt meget med den. Straks efter at have hæklet den første, gik jeg igang med den næste. Den er blevet i str. 6. mdr., og er til en pige fra yngstens mødregruppe, hvis mor skal starte en kjolebutik med vintagekjoler op- så mon ikke sådan en lille pige kan bruge lidt vintageinspireret pynt?...
De er superhurtige at hækle - jeg hæklede begge kraver i går. Jeg gjorde voksenkraven sort - det synes jeg gjorde den mere rå og anvendelig.
De er hæklet efter den her opskrift. På babykraven er jeg stoppet efter 3. række, da jeg ellers syntes at den blev for bred.
Fra nu af kan ingen småpiger i omgangskredsen vide sig sikre - der er kraver på vej til alle; de er så hyggelige at lave, og jeg må tage mine ord i mig igen; Jeg forstår nu kravemoden, de små pige ser så søde ud med dem på.
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start