Nye favoritter
Når jeg handler mad foregår det ret tit med automatpiloten slået til; 3 liter mælk, en pose æbler, en pakke rugbrød, en pakke smør, en pose kartofler osv... Vi spiser meget forskelligt, men når alt kommer til alt, så er det nok de samme 15-20 retter, der for det meste går igen i forskellige afskygninger og variationer. Men nogen gange kan det godt betale sig lige at snuse rundt hos grønthandleren lidt længere, og ikke bare købe ind på rutinen (hos grønthandleren købes der i disse måneder for det meste æbler, løg, kål og kartofler). Han har f.eks. rigtig mange forskellige glas inde bagved, med alt muligt i - jeg køber fast min tahin til humus dér; den er bedre end den i supermarkedet - knap så bitter. Men ellers har jeg ikke kigget nøjere på de glas. Men det gjorde jeg i forgårs. Han havde f.eks. forskellige slags sirup - og jeg forelskede mig straks i dadelsiruppen; det har jeg aldrig hørt om før, men i kurven røg det.
Nøøøøøj hvor smager det godt!
Det smager selvfølgelig primært af dadler, men er noget mere koncentreret og meget mere aromatisk end almindelig sirup. Konsistensen er flydende men sej. Jeg er allerede fan, og har indtil videre haft held med at stege lidt kylling med det på som en slags marinade (kylling vendt i lidt sirup og chili, mmmmh) og så den her lille dessert/snack nedenunder; fromage frais/yoghurt naturel eller hvad man nu har med sirup og nødder.
Da jeg ikke har hørt om eller smagt det før, så googlede jeg lige sagen, og det er åbenbart et hit indenfor diverse "lev-sundt-kredse" da det tilsyneladende er en sirup uden særlig meget sukker i; endnu et plus på listen.
Et glas kostede 40 kr., og da min grønthandler hverken er særlig billig eller særlig dyr, går jeg ud fra at det er i det prisleje sådan en omgang koster.
Det kan altså anbefales
Derudover fik jeg også kigget lidt på frostvarerne, hvor han har edamamebønner/sojabønner på frost. De er såmænd ikke nye for mig, men for det meste har jeg fået dem i forbindelse med sushi, hvor de stadig er i deres bælg. Her er de udbælgede - jeg så også at de havde dem i Netto; ved ikke om det er en spotvare. Men de er i hvert fald også blevet brugt meget de sidste par dage; Øverst ses en salat fra aftenen før, der gik igen i en frokostversion: Æble i tern, friske spinatblade, blød feta, solsikkekerner og edamamebønner. Nederst til venstre edamamebønner med tomat og mozarella, blandet med olie/eddike-dressing. Yderst til højre; wok med tigerrejer og bønner...
De smager lidt a la friske ærter og er overhovedet ikke melede som mange bønner godt kan blive, når de får den størrelse.
De smager edamame godt!
Etiketter: Mad
0 kommentarer:
Send en kommentar
Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]
<< Start