Opgradering!

En dag sidst i oktober, nemlig på min fødselsdag, skulle jeg lægge sidste hånd på et par børnebukser. De skulle være en gave og der manglede kun lige det sidste, da "Nina" besluttede, at hun ikke gad mere. Nina var min symaskine, min 25+ år gamle jerntunge maskine "arvet" fra min mor. Jeg blev selvfølgelig sur på hende. Og derefter på hele verden. Der er bare ikke noget mere irriterende, end når sy-ting driller!!! Jeg ringede straks til manden og skældede om smældede- vist ikke så meget på ham, for det var jo ikke hans skyld (men alle stod for skud) som over "det forpulede gamle lort" (eller det der måske var værre, jeg undskylder, jeg var i et stadie af sindssyge). 

Da min mand havde fri fra arbejde kører vi hjem til mine forældre for at spise fødselsdagsmiddag - jeg har nok bandet mere et par gange undervejs. 

Samme aften fik jeg en ny symaskine i fødselsdagsgave af min mand, forældre og svigerforældre.

Jeg mistænker dem for at have pillet ved Nina, så jeg blev ekstraglad den aften, da jeg kunne pakke min nye ven ud.

Så nu er det den her frøken, Pfaff Expression 150th anniversary, der står på mit sybord. Hun har selvfølgelig også fået et navn ligesom Nina - Jeg har døbt hende Edith Pfaff ;) (uden yderligere sammenligning med sangerinder, så var Nina nok lidt mere en Daimi eller Cleo).

 Men her har den faktisk stået næsten uberørt, siden jeg fik den for fire måneder siden; det er jo ikke sådan noget, man lige gør, det der med at kaste sig over en ny symaskine. Man kan ikke bare sætte stikket i og så sy derudad - jeg kan i hvert fald ikke. Det har taget mig lang tid bare at spole undertråd op, finde ud af hvordan man indstiller forskellige ting osv. Så det har krævet at jeg gav mig tid, og det har der ikke været så meget af synes jeg - altså den der tid, hvor man synes, at man kan fordybe sig i x antal timer, for at lære sin nye ven at kende. Derudover har jeg også manglet et projekt - men det projekt har jeg nu lavet, og nu kan jeg endelig med tilfredshed og glæde sige, at Edith er indviet med bravour.

Jeg er meget glad for den - jeg har laaaaangt fra brugt alle funktioner til det ene projekt, jeg indtil videre har lavet (der kommer billeder i morgen, men da det er en gave, vil jeg ikke afsløre for meget inden den er givet). For det meste syr man jo bare ligeud, zig zag og tilbage igen. Men der følger f.eks. en trykfod med til at lave tittebånd/piping; se dén er jeg glad for! Har netop for få dage siden kommenteret på en eller anden blog et sted, at det der med tittebånd, synes jeg, er så flot, men det går altid i kage for mig; jeg kommer ikke tæt nok på inderbåndet og det hele går i kluddermudder. Med den trykfod er det simpelthen så nemt. Så der er selvfølgelig blevet tittet en del på mit første projekt. Derudover er det jo bare skønt med en maskine, hvor man ikke hele tiden sidder og er bange for, hvornår den vælger at drille. Det var det værste med Nina til sidst; hun var blevet utilregnelig og kunne finde på at té sig liiiige når man troede, at nu var man færdig. Og det gik tit ud over finishen på det færdige, og så så det altså bare lidt for hjemmesyet ud, når det hele klumpede og var skævt, fordi Nina ikke lige gad lege den dag. Der er godt nok blevet skældt meget ud på den maskine det sidste års tid

Så kære Nina- Tak for vores år sammen, det var ikke dig, det var mig, jeg kunne ikke rumme dig mere, jeg var bare ikke stærk nok til at se det selv. Heldigvis har jeg en dejlig familie, der hjalp mig på vej, og åbnede mine øjne for vores usunde forhold og fik mig til at indse, at jeg nu må være sammen med en anden. Jeg håber, at du har det godt på loftet, og måske kommer du en dag ned for mindernes skyld. Men nu må du leve med, at jeg er sammen med en yngre model.