Vaskavulla

9/30/2013

Hjemme fra sommerhus - og strik til moren!

Så er jeg hjemme fra tre dage i sommerhus med min specialemakker. Vi har spist en masse kage, drukket en masse te og kaffe og set Barnaby lørdag aften; ja - det har været rigtig sommerhusagtigt og ikke et spor vildt:) Men rigtig dejligt - vi skal nemlig huske at vi også er veninder, nu hvor vi sidder og skriver sammen og skal gøre det fem måneder endnu. På sådan en tur er der tid til begge dele. Jeg blev ikke helt færdig med vesten til Harald - den mangler lige et par cm i længden inden jeg kan lukke af, tage billede og lægge opskriften ind :) Og hvorfor blev jeg ikke færdig?... Fordi jeg "kom til" at slå masker op og strikke lidt på et projekt til mig selv.. I merino... og... jeg fik en god ide, og så må man jo se, hvor den fører en hen.. ik? Nu må vi se om "det virker".. Jeg er lidt spændt på om det kun er i mit hovede, at ideen var god. Da jeg skulle prøve den over skuldrene, efter jeg havde lavet de første mange udtagninger, tror I så ikke, at rundpinden går fra hinanden og jeg så skal samle alle masker op?! Sikke noget govs altså. Nå, men ideen er noget med nogle snoninger i udtagningerne og en bådudskæring og en legginsvenlig længde... Nu må vi se om det går :)

I aften skal der ikke strikkes: jeg skal se om jeg kan få høvlet nogle bukser igennem maskinen så de små drenge jeg har avlet ikke fryser om anklerne. Kan man ikke lige sætte det der turbo-voks på stop? Eller i hvert fald bare sørge for at de vokser på skift. Det andet er da både dyrt og stressende... Så jeg håber der bliver tid til lige at lave et par hurtige bukser til dem hver :)

God mandag derude!

Etiketter:

9/27/2013

Af sted det går

Nu pakker jeg mit habengut og drager i sommerhus med min specialemakker - den første af 3-4 planlagte sommerhusture, inden vi om fem måneder kan smide specialet på disken på uni. Vi skal selvfølgelig have skrevet en masse, men der skal også være tid til lidt hygge, så strikketøjet kommer altså også med. Med på pindene er storebrors udgave af lillebrors vest samt en notesbog, da jeg jo har lovet at komme med opskriften på vesten. Derfor er jeg nu ved at se, om jeg gør noget andet den her gang, eller om det jeg skrev første gang giver mening. Den bliver strikket i to tråde højlandsuld fra Garnudsalg.dk og på pind 4, ligesom lillebrorens. Garnet indeholder en smule spindeolie og folder sig først rigtigt ud, når det færdige strikketøj er blevet vasket og er tørt, så det er derfor, at det ser en smule ujævnt ud her.

Nå men, so long- Nu skal jeg skrive noget klogt om IT, læring, gymnasieklasser og danskfaget... Eller noget i den stil i hvert fald. God weekend derude bag skærmene :)

9/26/2013

Så er det snart vinter...

Ja, undskyld den lidt deprimerende overskrift, men da jeg afleverede ungerne i morges, der måtte jeg have vanter på. Det er jo simpelthen vanvittig koldt og fingrene om morgenen? Det gjorde mig selvfølgelig også igen bevidst om, at der snart skal fyldes op i vintertøjsskuffen, da jeg jo nok ikke er den eneste, der fryser om pølserne. Vanter, huer, halsedisser, sutsko osv. skal indkøbes, syes, strikkes, og ikke mindst, på den lidt dyrere front: Flyverdragter og vinterstøvler... Pyyyha. Og nej, jeg er ikke en af dem, der går til lagersalg eller på udsalg og derfor har købt alt til en helt sæson halve og hele år i forvejen. Det skyldes flere ting: 1. det kræver at man har så stort et råderum i økonomien, at man rent faktisk har råd til det, og med mig stadig på SU, er  det ikke tilfældet, 2. Det kræver at man har plads til at opbevare det, og det har vi ikke, og hvis der endelig lå noget oppe på loftet, så ville jeg sikkert glemme det, 3. Det kræver at man har nogle unger, der rent faktisk følger størrelserne og vokser helt gennemsnitligt, og det gør mine (tilsyneladende) ikke, så jeg ville sikkert ende med at have købt det for stort eller småt alligevel, 4. Det kræver at man gider - og det er nok den væsentligste årsag: Jeg er virkelig ikke særligt begejstret for at shoppe, og slet ikke børnetøj (det er dyrt og ikke til en selv, ser ingen fordele)... Nå, men på den lyse side: Lillebroren i foretagendet ser ud til at kunne overtage storebrors flyverdragt fra forrige år.
Så er det kun den ældste der skal beklædes der. Jeg kan mærke at jeg er blevet lidt konservativ, når det kommer til at klæde ungerne på. Da den ældste blev født for 3,5 år siden, kunne det nærmest ikke blive farverigt nok: stjerner, print osv. og med mærker som Molo og Småfolk som frontgængere. Nu vil jeg helst have ensfarvet; måske med striber og lign. Ja, jeg er blevet godt gammeldags mor-kedelig og praktisk anlagt. Med overtøj er det vigtigste dog, at det er varmt og holder det lille menneske indeni i tørt. Vi har tidligere haft en jakke fra Lego Wear, og den gjorde netop det - og så har det en rigtig god pasform til den lidt tynde udgave af en dreng, som vi har herhjemme





Synes det er nogle lækre og meget simple designs de har i år - ville bare ønske, at de ikke skrev Ninjago på den der flotte jakke med pelskraven, men det er også kun fordi jeg (som den mor-kedelige) har en stærk aversion mod print. Men man kan måske ikke få det hele. Er stadig i overvejelsesfasen omkring, hvorvidt han skal have to-delt eller flyverdragt. Tror måske, at han ender med en flyverdragt igen i år, og det kunne sagtens være den fra Lego Wear; jeg ved at det er god kvalitet og synes egentlig at 799 lyder meget rimeligt, når jeg ved, hvad sådan noget jo ellers koster. Du kan se udvalget af børnetøj fra Lego Wear her.


Indlægget er sponsoreret, ordene er mine egne

Etiketter:

Hvor kommer I fra?

I går fik jeg indenfor få timer 5 nye følgere på Bloglovin og kan se at der har været rigtig mange besøgende i går - velkommen i hulen! :) Men hvor kommer I pludselig fra i horder? Jeg kan ikke umiddelbart se af min trafikstatistik, at der skulle være massiv tilgang fra et bestemt sted. Er det mon bare tilfældigt?

God torsdag derude:)

9/25/2013

En ny klassiker


Yngste udgave af klonforsøgene har fået en vest mere til samlingen. I det meste af vinterhalvåret har ungerne en uldvest på udover deres andet tøj. Den holder den lille kerne godt varm, når man leger meget på gulvet og er samtidig ikke i vejen, som sweatre med lange ærmer godt kan være. Jeg har ikke talt samlingen, men tror vi ejer omkring 15 hjemmestrikkede uldveste (og derudover en masse sweatre mv.) - sponsoreret af mormor, farmor og undertegnede. De fleste af dem er strikket til den ældste og er så gået i arv (enkelte også strikket til E, men dem er han vokset ud af nu). Men bare fordi man er mindst, skal man jo ikke kun gå i aflagt, så nu strikkede jeg en vest til ham. Det er mit eget design og opskrift, og jeg har skrevet ned undervejs, hvad jeg har gjort, så den nu kan strikkes op igen efter samme opskrift og ikke mindst - deles her på bloggen, hvis der er andre, der vil prøve en lidt anden vest end den "klassiske" bedstefar-vest med knapper foran. Den er strikket oppefra og ned i rib hele vejen, og den sidder rigtig godt på den lille mand. 

Etiketter: ,

9/23/2013

Ret nem raglan

Her i weekenden fik jeg færdiggjort "Ret nem raglan" fra Lene Holme Samsøes nye bog "Børnestrik på pinde 3,5-4". Det var den første trøje, jeg faldt for, da jeg kiggede i hendes nuye bøger, og kan se rundt omkring i blogland, at det er netop den model, der har vækket begejstring hos mange. Blandt andet er Badelma-badutski også igang med en, hun har dog valgt den stribede udgave og da bøgerne udkom var Rappedikke også klar til at udnævne raglanen som en favorit. Jeg er i det hele taget ret glad for at lave raglan - tror faktisk, at det er det, jeg strikker mest - og især hvis det strikkes oppefra og ned. For det første er det nemt at prøve undervejs og rette ind eller ud, og for det andet er der stort set ingen montering (for de ikke strikke-indviede er "montering" den del, hvor man sætter delene sammen. Nogle ting vil måske være strikket forstykke, bagstykke og ærmer for sig = meget montering). På netop den her model er der faktisk slet ingen montering, fordi man strikker oppefra og ned og derefter strikker de masker op, som man har lukket af til ærmegabet, når man skal strikke ærmerne. 

Det gør sig gældende som med nærmest alle strikkeopskrifter, at jeg synes at opskrifterne er ret brede, eller også er mit barn bare smalt (det er han i hvert fald også). Så selvom Harald er nærmere de 4 end de 2, så blev det altså i størrelse 2 år, jeg strikkede modellen, og så gjorde jeg den blot længere. Den er dog stadig til den brede side, men han er også en tynd sag. I den her udgave af modellen strikker man den fra vrangen - ret hele vejen (på nær mønster og kanter) og så vender man den bagefter, så vrangsiden er yderst; det giver en meget sjov effekt. Hvis man gør sig umage med at hæfte ender, så de ikke kan ses, så kan man selvfølgelig vende den begge veje - "vendetøj" var ret stor dengang jeg selv var barn ;) 

Jeg har strikket den i "Lucca" fra BC garn. Det er  100 % merino superwash. Det er meget, meget blødt, men også lidt "tungt" i det, så det trækker desværre lidt ned og gør halsudskæringen bredere end hensigten. Dette kunne jeg ikke se, da han prøvede den undervejs, da trøjen på det tidspunkt endnu ikke var færdig og derfor ikke havde den fulde vægt til at hive ned med. Dte gør også, at den er blevet lidt mere "slasket" end jeg kan se, at modellen er i bogen. men det gør den selvfølgelig omvendt dejlig blød. Nå - men nok om det - jeg synes det er blevet en lækker sag på en lækker dreng :)

Beklager kvaliteten på billederne, men de er taget her til morgen, så lyset var ikke det bedste. 

a


Og ja - sådan ser en 3,5-årig ud, når man beder ham om at smile. Husker et billede eller 1000 hvor jeg også selv så sådan ud fra jeg var 3-10 ca.

Nu vil jeg tage på sidste omgangs observationsstudie i forbindelse med specialet. God mandag derude!

Etiketter: ,

9/20/2013

Syning til babyer :)

Ovre hos LaRaLil har hun besluttet, at november skal væres babytøjsmåned. Der er ingen andre krav end at man på sin blog sætter fokus på syning af babytøj i november. Jeg skal alligevel have syet en masse småting til især lillebroren her i foretagendet. Jeg ved ikke om der kun bliver fokus på babytøj, men jeg synes, at ideen er sød. Også selvom ham den mindste her vel egentlig ikke er en rigtig baby mere?

Jeg er i hvert fald med i udfordringen, og hvis der sidder andre sy-bloggere eller sy-interesserede derude, så er det bare om at følge med. Laralil vil i oktober lægge en liste op på sin blog med de deltagende.

9/18/2013

Malede gulve

Hjemme hos os har vi malede gulve i køkken og gang. Jeg er rigtig glad for de lyse gulve og synes at det giver en god sammenhæng køkken og gang imellem, at de er i samme farve. Dengang vi flyttede ind, var det kun gulvet i køkkenet, der var malet og gulvet i gangen var sæbebehandlede. Men med vinterstøvler og to unger, der slæber en halv sandkasse hjem hver dag, så går det altså ikke med gulve, der ikke bare kan tørres over. Nu efter at have boet her i to år, er det dog ved at være tid til, at de skal friskes op igen. Vi har snakket om en farve, men er blevet enige om, at det nok er bedst bare at holde dem hvide - så bliver man nok ikke træt af det. I vores gamle lejlighed havde vi malede lysegrå gulve - det var også flot. Vi har også flere gange snakket om at få lakeret alle de resterende gulve i lejligheden, men tror dog at det bliver et for stort et arbejde lige pt. Inde på Malerlager.dk har de både lak til gulvet og maling til gulvet.... Så måske man bare skulle kaste sig ud i det? Hvis man selv vil kaste sig ud i at male gulve, så har Herligheder en god DIY.


Indlægget er sponsoreret

Etiketter:

9/11/2013

Sarah Lund er færdig!

Som jeg pippede om på Facebooksiden tidligere i dag, så er min Sarah Lund-sweater ENDELIG færdig. Den har taget mig knap en måned at lave - men den har også ligget halvdød hen i flere dage af gangen. Sweateren er på ingen måde svær at lave - det eneste man skal kunne er at strikke med flere farver, så man kan strikke mønsteret. Ellers er der ingen "svære" eller uigennemskuelige teknikker. Jeg gik dog død i ærmerne flere gange - mønster rundt tre gange på et ærme; nej du, det gider jeg ikke igen. Jeg påtænker lidt at strikke mig en til, i andre farver selvfølgelig, og så bare nøjes med mønster på bærestykket (til ikke strik-indviede, så er det stykket fra ærmerne og op, altså henover brystkassen). Og ja - nu kommer et af de her på sitet sjældne billeder af undertegnede (og yngste afkom i mormor-vest):
Opskriften er fra Mayflowers hjemmeside, hvor den ligger ganske gratis i størrelse M. Garnet jeg brugte, er det i opskriften anbefalede Cosmo fra Mayflower, jeg har så bare sammensat det i de farver, jeg nu ville have. Det er dejlig blødt garn, og da man strikker på pind 7, går det hurtigt ud over stepperne (hvis man da ikke lige også har en million andre ting, der ligger og kalder).
Jeg er sådan en ret almindelig gennemsnitlig størrelse M, men synes nu alligevel at den er lige vel lang på ærmerne (jeg er 168 høj) - jeg har den af samme grund smøget ærmerne op her på billedet, hvilket dog ikke rigtigt kan ses, da det egentlig bare er et buk, der hvis ribben er. Derudover vil jeg sige, at det angivne antal nøgler kun liiiiige rækker; der er ikke plads til nogen former for improvisation med længde eller lign., og jeg måtte droppe et par angivne ribomgange på halskanten for at det rakte, selvom jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Næste gang køber jeg et nøgle mere af bundfarven, så jeg ikke behøver at sidde og panikke over det. 

Ellers er der vist ikke andet at sige end at jeg er rigtig glad for den og tror, at jeg kommer til at bo i den hele efteråret og vinteren med :)


Etiketter: ,

9/10/2013

Skoven jeg bor i


Er vist en fortryllet én, sagde ræven (og holdt op med at tegne og skrev videre på specialet). 

Etiketter:

Amerikanske cookies med lakrids og tranebær

Ja.. De er altså gode! Jeg har brugt Kick-lakrids/karamel i dem. Men man kan sikkert også godt bruge andre lakridskarameller :) Og så er de meget nemme at lave... mmmmh

 Du skal bruge:

200 g smør
300 g. brun farin (eller halvt sukker/halvt muscovadosukker)
2 æg
250 g mel
50 g havregryn
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk salt

100 g lakridskaramel (her Kick, svarende til 5 stænger)
50 g tørrede tranebær

Pisk smør og sukker sammen til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt æg og pisk med. Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt til smørmassen. Pisk sammen.
Hak karamellen i små tern og tilsæt med tranebærrene.

Sæt på bageplade med en spiseske (bare som klumper). Bag i ovnen i ti minutter ved 200 grader. Når de er færdige tager du en ske og presser dem flade. De vil stadig se våde ud, men de skal lige køle af for at sætte sig :)

Nam!

Andre smagsvariantioner kunne være mørk chokolade/valnødder, hvid chokolade/blåbær, karamel/hasselnød... Og alt muligt andet :) Vil du have endnu mere spark i lakridsen, så kan man selvfølgelig tilsætte lakridspulver til dejen også, men jeg synes nu, at de her er gode, som de er.

Etiketter: , ,

9/09/2013

Gaven! (og noget i isoli)

Som jeg skrev i et indlæg for et par uger siden, så havde jeg købt en gave, som jeg glædede mig rigtig meget til at give. I går var så dagen, hvor jeg endelig kunne få lov til at give gaven videre. Modtageren var min lillesøster på 14 og gaven var fra mig, min anden søster og vores forældre (og min mand og børn). Gaven var en tur til London, hvor min lillesøster skal over sammen med mig, vores anden søster og en af mine veninder. Vi skal selvfølgelig have en rigtig tøsetur med alt, hvad det indebærer. Men den gave, som jeg havde købt, og som jeg glædede mig rigtig meget til at give, var ikke selve turen til London - for turen til London blev kun til i kraft af gaven, der kommer i London, og som kræver at vi er i det engelske for at indløse den - Vi skal til koncert med teenagepigens kæmpe idoler "One Direction" (til de uindviede er de det hotteste hotte indenfor kategorien "boyband" lige nu).. Jeg har glædet mig så meget til at give den gave til min lillesøster, da hun er dedikeret som kun en nu 14-årig kan være. Og reaktionen udeblev da heller ikke: Det var med hulk og tårer, da hun fandt ud af, hvad vi skulle i London. Ak ja - teen love :)

Ellers prøver jeg at komme op på sy-hesten igen efter min slåskamp med kjolen i sidste uge. Det er blevet til sweatshirts i isoli til begge de små drenge. De er næsten ens, da Harald elsker, når de har det samme på. Men den første dag, lillebror havde sin på i vuggestue, kom han hjem i en anden trøje. Så den nye ligger nok og græder et sted i en glemmekasse. Så I må nøjes med et billede af Harald i den, han har fået:


Mørkegrå isoli fra Stof 2000, marineblå ribkanter og neonstikninger. Mønsteret er fra "Børnetøj 0-3 år" af Hanne og Sofie Meedom. Bukserne han har på er de tidligere viste skjortebukser. Og ja, det er jo Nørrebro, vi bor på, så det er noget af Nørrebros natur, I kan se i baggrunden ;)

Etiketter: ,

9/07/2013

Glemsom - men nu med vinder af Give away med By Berlin

Altså altså altså- jeg havde oppe i mit hoved bildt mig selv ind, at min give away løb frem til en af disse datoer: 7/9-13, 8/9 (da det er min søsters fødselsdag) eller 9/9 (fordi den også var nem at huske)... Så går jeg lige ind og ser nu, hvor mange der har deltaget, og så løb den kun frem til d. 1.!!! Thea for fanden da! Nå, men Random.org har udtrukket lod nummer 27 - og det tilhørte Betina. Jeg har skrevet en mail til Betina :) Tak til alle de deltog i give awayen med By Berlin :)

9/06/2013

Hej til dig - ja dig!

D. 5. september blev bloggen her 2,5 år gammel. Den blev startet under barslen med min første søn - eller rettere, da barslen med ham var ved at være slut, og jeg stadig ventede på kandidatstart et halvt år efter, og derfor havde en masse tid. I starten var jeg meget entusiastisk og lavede mange indlæg. Så startede studiet igen, og så døde det lidt. Den fik lov at ligge i godt et år, kun afbrudt af enkelte "undskyld jeg skal nok stramme op"-indlæg. Men så for et års tid siden, ja, der fik jeg lyst til at ruske liv i hende igen, og det har der så været lige siden. Efterhånden som indlæggene blev mere regelmæssige og jeg fik husket at tage billeder osv., så er der også kommet en masse, der følger med. Hej til jer derude - jeg er vildt glad for hver og en af jer! :) 80 stykker følger med fra Bloglovin' kan jeg se, nogle fra Facebook og andre fra andre tjenester - et par hundrede om dagen i hvert fald, og I skal bare vide, at det sætter jeg stor pris på. Selvom det at blogge er for min egen skyld, så elsker jeg når der er hul igennem og nogle kommentarer falder af, så man kan sige "hej" til dem bag skærmen -så betyder det klart noget, at man ved, at der er en modtager i den anden ende. Så hej til jer alle :)

Gennem de 2,5 år har der været mange forskellige slags indlæg, men primært handler det om kreativitet - både det i gryderne, i hovedet og det mellem hænderne. Derudover handler det jo også en del om mine børn. Det gør det, fordi de selvfølgelig er en stor del af min hverdag - de ER min hverdag og min familie, så at udelukke dem fra bloggen, ville virke helt skævt. Desuden er de jo ofte ofre for moderens kreakløe.

Det mest populære indlæg er en opskrift på knækbrød, det er samtidig et ret gammelt indlæg, så om det er fordi, det har ligget der længe, eller om det er fordi, der bare er mange, der elsker knækbrød, ja det vides ikke. En kombination måske. Lige derefter, foruden give away-indlæggene, kommer det berømte og berygtede indlæg om børn og lort. Det skabte stor begejstring på Facebook, at jeg var blevet kastet op ud over og skidt ned af. Ellers ligger primært DIY'erne i top.

Det er altid sjovt at se, hvad der gør et indlæg "populært" - men jeg kan se, at det, der virker bedst er enten nytte eller grin. Enten skal man kunne bruge det til noget som en opskrift eller en DIY, eller også skal man kunne grine af det, og det kunne man med lorte-indlægget (jeg kunne i hvert fald bagefter) - det er det, der virker her på min blog, og det er nok meget kendetegnende for mig.

Og når nu vi er ved det blog-omhandlende: Hvad er der så med det navn der? Vaskavulla- hvad er nu det?! Jeg har hørt flere varianter af det, fordi folk altid glemmer navnet på bloggen. Den mest kreative var "Vakse Vulva", men også "Skal vi Knulla?", "Vask din Vulva" og "Vaskekluden" er hyppige "kælenavne" - sjovt nok altid leveret med et halvlummert fnis ;) Men altså, navnet "Vaskavulla" skal sådan set bare udtales præcis som det staves og "betyder".... Tadaaaa- Køkkenrulle ;) På den måde som min søster sagde det, da hun var lille: En blanding af vaskeklud og køkkenrulle udtalt af en to-årig: Vaskavulla. Og da jeg en dag sad og skulle navngive min nye blog, så var det, det første ord, der dukkede op i hovedet på mig. So there you have it! :)


 Der har bland andet været indlægget om Eivind-huen, DIY'en til waldorfdukke og indlægget om min dadelsirupbesættelse
 Der har været opskrifter på macarons, indlæg om min passion for brun, om mine trykknapper, om lyserøde frikadeller og om hjemmelavede fimoknapper

Der har også været indlæg om kraver, om at bage verdens bedste brød  bagvendt , om hjemmelavet karamel i dåse, om gluten-laktose- og fedtfri kage, om en fantastisk kartoffelpizza og ja - i det hele taget bare indlæg om rigtig meget, der har rørt sig, rørt mig og er sket i det liv, der er gået de sidste 2,5 år.

Jeg er glad for at du følger med!

9/05/2013

Kreahjørne klar til efterår


Nu er det efterhånden blevet efterår og derfor skal der snart bruges mange timer et helt bestemt sted - så jeg fik ryddet op i "min del" af arbejdsbordet: Kreahjørnet. Det er altid skønt at få styr på alle de smådele, der hører sig til sådan et hjørne, men det er godt nok også svært at være disciplineret omkring det - altså at blive ved med at rydde op, og ikke bare begynde at lave alle mulige ting med det guld, man finder undervejs, og som man helt havde glemt alt om - jeg nævner i flæng filt, flamingo, kork, perler, broderi og en masse andet, der kom frem fra gemmerne. Men jeg holdt ud - jeg modstod op til flere geniale ideer (synes jeg selv), undervejs, og fik sorteret det hele igennem.
Mine hæklenåle står i en gammel dåse (hvis tidligere indhold har været tomatpure). Jeg kan ret godt lide gamle dåser, og synes egentlig at den er meget pyntefin, selvom den vel ret beset er skrald (i andres øjne i måske hehe)... Jeg har en del af sådan nogle små nogle, som I kan se - dem bruger jeg til nåle, perler osv. 
 Og så fik jeg også ryddet op i mine plastbokse, der indeholder alt fra bånd til kridt til tape til tråd til perler til knapper til....
Og, jeg fik også ryddet op i mit garn - det er det, der huserer i de to kurve I kan se under bordet... Nu er kreahjørnet klar til at gå den kolde tid i møde :)

Etiketter:

9/04/2013

Aaaargh grrr!

Kender I det, når man syer og det bare driller?! Når man gør præcis, hvad der står, og det hele bare opfører sig åndssvagt alligevel... Grffff! Jeg havde købt ind til at sy en kjole (til mig selv for en gangs skyld). Det går rigtig godt; jeg prøver den undervejs, retter til osv. Alligevel sker der et eller andet, så den, på trods af utallige prøvninger undervejs, er for lille, da jeg endelig er færdig. Suk altså; og ja, den var med foer, så det er ikke bare sådan lige vel.. Jeg prøver at sætte et stykke ind igen osv. Men nu, ja nu gider jeg ikke mere - nu må den ligge og glo ved siden af maskinen indtil  jeg får taget mig sammen til at sy den helt færdig igen  smider den ud! Øv altså; den var ellers blevet rigtig flot, men når den ikke passer, så er der jo ikke så meget at stille op, og nu er den bare blevet noget kageværk, så gider næsten ikke prøve mere. Jeg har stof til en mere, så tror jeg prøver igen, og så prøver endnu endnu endnu mere undervejs. Har også et par rettelser til mønsteret, som jeg gerne vil have på en ny (blandt andet højere ryg, da den havde ret dyb rygudskæring - ikke så praktisk til de måneder vi nu går ind i).

Det er forresten den her, Butterick 5745, som jeg har syet - blot med 3/4 ærmer i stedet. Jeg havde syet den i nistret brun uld og i stedet for usynlig lynlås bagi, så en synlig bordeaux lynlås.. Den var faktisk flot... Men nu kan den skamme sig kan den!
Billede lånt fra www.sewingdirect.com

9/02/2013

Fra have til mave

Som bybo er det en luksus at have forældre med en stor køkkenhave :)