Smock til mig

Jeg har strikket en sweater til mig selv. Det sker meget, meget sjældent, at jeg laver noget til mig selv - tror faktisk kun, at jeg har lavet et større projekt til mig selv to gange før. Det, der bremser mig, er nærighed og dovenskab; en skøn og charmerende kombi ikke? Jeg synes simpelthen tit, at det er alt for dyrt at strikke noget så (relativt) stort (selvom jeg nu altid gerne vil betale for lækkert garn, men tit ryger man op på min. 500 kr. for en sweater og jeg sværger til uld) og ja, så mister jeg altså nogle gange gejsten undervejs. Så er det langt mere barmhjertigt at strikke børnetøj; billigt og småt (så længe det da varer).

Men for et par måneder siden fandt jeg noget Hamelton Tweed på tilbud, og det var for det første så billigt, at jeg ikke kunne lade være med at købe 14 nøgler og for det andet så flot, at jeg tænkte, at det skulle være til ingen ringere end mig selv ;)

Derefter gik jagten så ind på den rigtige opskrift; både en der selvfølgelig passede til garnet, men også en der var præcis, som jeg havde tænkt mig.

Den kunne jeg ikke finde.

Så jeg har lavet den selv. Og nu er den blevet helt, som jeg ville have den og sidder perfekt på mig :)

Ærmer og ryg er dobbelt perlestrik (to ret over hinanden og to vrang over hinanden og derefter forskudt). I midten er der smock og resten af bærestykket er glatstrik. I siderne er der rib og i kanterne dobbeltrib.

Den er strikket oppefra og ned.

 Udtagningerne er lavet ved at slå om og strikke drejet ret på næste pind.

Jeg ved at jeg er bagud med vinder af min give away; jeg trækker i morgen. 

En sweater til en mand

Som jeg skrev på Facebook i går, så var noget af det første jeg gav mig i kast med, efter jeg havde lært at strikke, en sweater til min kære mand. Det var en sweater med masser af mønster med rensdyr osv.: det lyder umiddelbart ret grimt, men den var altså ret hip på den der lettere halvkitcsh-hipster-jeg har overskæg-måde, og min mand var da også glad for al den tid, jeg havde lagt i det store arbejde, problemet var bare, at arbejdet netop var stort: Sådan cirka fire størrelser for stort. Jeg prøvede at muligt - klippe op, sy sammen osv. Det hele uden større succes, og til sidst endte den med at blive smidt ud, da den havde ligget i et par år. Siden da er der vist ikke faldet noget af til ham udover et par sokker i ny og næ, men nu skal det være - for det kan jo ikke være rigtigt, at en mand med så strikkeglad en kone ikke har noget, der er strikket af hende vel? I går, da jeg var forbi den lokale garnpusher, var der tilbud på noget virkelig lækkert garn fra Wilferts, og så slog jeg til. I går aftes fik jeg så lige læst opskrift igennem og slået op og strikket nogle omgange, og når den er færdig skulle den gerne komme til at se sådan her ud:

billede lånt fra Familiejournalen

Opskriften er denne fra Familiejournalen. Jeg delte som sagt mine skumle planer på Facebook i aftes, og det viste sig så at Christina med bloggen Badelma-Badutski også skal/er igang med netop den sweater til sin mand, så vi aftalte at "strikke om kap" for at holde hinanden til ilden - Vi er nemlig begge lidt bange for at gå død halvvejs, da der ikke er de store krumspring undervejs og det på pind 4,5... men jeg håber og tror på, at vi begge kommer styrkede ud på den anden side ;)

God storm derude!

Sarah Lund er færdig!

Som jeg pippede om på Facebooksiden tidligere i dag, så er min Sarah Lund-sweater ENDELIG færdig. Den har taget mig knap en måned at lave - men den har også ligget halvdød hen i flere dage af gangen. Sweateren er på ingen måde svær at lave - det eneste man skal kunne er at strikke med flere farver, så man kan strikke mønsteret. Ellers er der ingen "svære" eller uigennemskuelige teknikker. Jeg gik dog død i ærmerne flere gange - mønster rundt tre gange på et ærme; nej du, det gider jeg ikke igen. Jeg påtænker lidt at strikke mig en til, i andre farver selvfølgelig, og så bare nøjes med mønster på bærestykket (til ikke strik-indviede, så er det stykket fra ærmerne og op, altså henover brystkassen). Og ja - nu kommer et af de her på sitet sjældne billeder af undertegnede (og yngste afkom i mormor-vest):

Opskriften er fra Mayflowers hjemmeside, hvor den ligger ganske gratis i størrelse M. Garnet jeg brugte, er det i opskriften anbefalede Cosmo fra Mayflower, jeg har så bare sammensat det i de farver, jeg nu ville have. Det er dejlig blødt garn, og da man strikker på pind 7, går det hurtigt ud over stepperne (hvis man da ikke lige også har en million andre ting, der ligger og kalder).

Jeg er sådan en ret almindelig gennemsnitlig størrelse M, men synes nu alligevel at den er lige vel lang på ærmerne (jeg er 168 høj) - jeg har den af samme grund smøget ærmerne op her på billedet, hvilket dog ikke rigtigt kan ses, da det egentlig bare er et buk, der hvis ribben er. Derudover vil jeg sige, at det angivne antal nøgler kun liiiiige rækker; der er ikke plads til nogen former for improvisation med længde eller lign., og jeg måtte droppe et par angivne ribomgange på halskanten for at det rakte, selvom jeg fulgte opskriften til punkt og prikke. Næste gang køber jeg et nøgle mere af bundfarven, så jeg ikke behøver at sidde og panikke over det. 

Ellers er der vist ikke andet at sige end at jeg er rigtig glad for den og tror, at jeg kommer til at bo i den hele efteråret og vinteren med :)

At strikke til sig selv...

Jeg lærte at strikke for små 2,5 år siden. Strik er godt at kunne, når man har børn og samtidig gerne vil være lidt kreativ, for det er nemmere at lægge fra sig og pakke væk (hvilket man er nødt til at gøre meget) end symaskinen... Det er også væsentligt nemmere at gøre, mens man sidder sammen i sofaen eller mens man venter på, at afkommet falder i søvn. Dengang jeg skulle lære at strikke, besluttede jeg mig for, at jeg skulle strikke noget nyttigt, sådan så jeg ikke bare endte med et ufærdigt halstørklæde eller et meget langt, tyndt og sikkert også grimt slips. Det blev derfor besluttet at det første, jeg skulle strikke, var et par sokker til min mand - en kærlighedsgave. Og er du gal de fik kærligheden at føle på den hårde måde. Færdige blev de, men der blev bandet en del undervejs, panikket og råbt "nej nej nej!", når masker blev tabt og der blev strikket baglæns og på vrangen osv... Det handler lidt om at knække strikkekoden; forstå, hvordan det arbejder og hvad der sker når man gør "sådan" og "sådan". Min guru - strikkemesteren, min mor - rystede på hovedet "hvordan kan du overhovedet komme dertil?!" eller "hvordan kan du tro at det skal være sådan?!"; Det kunne jeg fordi koden ikke var knækket. Det var som at læse kinesisk første gang; jeg fattede intet. Jeg strikkede ret og vrang, men hver gang jeg skulle noget nyt måtte jeg have hjælp. Sokkerne blev færdige! Og de er siden også blev slidt i stykker - de blev modtaget med stor begejstring og båret hele efteråret og vinteren indtil de engang i starten af foråret måtte opgive og lade sig smide ud; slidt til døde under min husbonds korpus. Og det er jo fedt; At det man strikker bliver brugt.

Strikkekoden blev altså knækket med et par strømper, og siden er der kommet flere strømper til men også masser af andre beklædningsgenstande; primært til børn. Faktisk udelukkende til børn pånær en sweater til svigerinden og en enkelt poncho til en veninde. For udover at jeg selvfølgelig har to børn, som jeg synes er søde i strik, ja, så er jeg også stinkende utålmodig. Jeg kan godt lide at være kreativ - det er nok en slags "skaber-kraft" i mig; At se noget blive til mellem hænderne på en er enormt tilfredsstillende. Men hvis det tager for lang tid, så keeeeder jeg mig.Jeg arbejder på at finde glæden i at arbejde på noget i lang tid og så se det færdige resultat efter lang tids slid- for indrømmet; babyveste er fedest - de tager kun et par aftener.

Så det har jeg gjort nu! Og hvem bedre så at strikke noget til end mig selv? Problemet når jeg strikker til andre er jo også, at der tit er en deadline; en fødselsdag eller sådan. Denne her har der ingen deadline været på, udover at jeg gerne ville nå at bruge den denne her vinter.

Min mor har strikket to af dem, og da jeg så den vidste jeg, at det måtte være mit "strik til Thea"-projekt. Jeg gik i gang i september og i mandags var den færdig. Til dens forsvar skal dog siges, at den ikke behøver at tage lang tid at strikke; Jeg har strikket et par ting indimellem (fordi jeg gik død i at strikke rundt og rundt og rundt og...) og så har jeg jo også en baby og et uni-studie med undervisning i efteråret og som bekendt eksamen, der skulle forberedes og afvikles. Så der er blevet strikket et par pinde her og der og nu, endelig efter 4-5 mdr., kunne jeg tage den på til min eksamen i onsdags; To ting der har hængt mig ud af halsen blev dermed forenet og begge dele er jeg vældig tilfreds med.

Opskriften er fra Pickles og kan købes her. Jeg har dog strikket den ca. 15 cm. længere end opskriften, fordi jeg tit går i leggings, så der synes jeg det er rart, at den går lidt længere ned. Den er strikket med en tråd højlandsuld og en tråd kidmohair fra Garnudsalg.dk på henholdsvis pind 3,5 (til kanter) og 4,5. Jeg er normalt en medium, men har kun strikket den i str. small, da den ellers ville blive for telt-agtig... På billedet ovenover ser det ud som om, at den er grå-blå, men den er faktisk petroleumsfarvet som det måske bedre kan ses på billederne herunder - det var svært at fange farven indenfor på en gråvejrsdag.

Jeg er meget glad for den og synes, at den er så flot med den lidt specielle udtagning ved ærmerne. Den er på ingen måde svær at strikke - alle kan være med. Jeg overvejer lidt at prøve at lave opskriften om, så jeg kan lave den med noget meget tykt garn på pind 8-9 stykker; tror også den kunne være flot i en lidt mere "chuncky" udgave...

Så alt i alt stor succes med mit første mig-projekt.

Også ældstebarnet er blevet begavet. Han har nemlig fået denne her fine "herre"-jakke, til når man skal på søndagstur (eller i hvert fald ting der er lidt mindre smattet end i børnehave). Det er mormor, der har siddet bag maskinen og forvandlet stof til den her smarte sag: