Vaskavulla

12/31/2013

Dessert

Så blev det endnu en højtid - nytår! Vi skal hjem til et vennepar, og da de har en lille ny baby, har vi taget de to "tunge" poster: Hovedret og dessert. Desserterne lavede jeg i går aftes, da de alle er nogle, der skal have tid til at sætte sig. Lad mig præsentere:

Cheesecake med solbærgele
Chokolademousse med mælkechokolade, hvid chokolade og frysetørrede hindbær
Limefromage med lakrids

Her har jeg portionsanrettet dem alle, da jeg synes det er lidt mere festligt, men det kan også sagtens laves i store forme/skåle og serveres "fra fad". Opskrifterne giver ca. 12 portionsforme. Skulle det serveres uden de andre, rækker hver portion nok til dessert til 4 (da man jo så bare får en større portion). Generelt for alle opskrifter er, at fløden hellere skal piskes lidt for lidt end lidt for meget - husblassen skal nok gøre sit arbejde og hvis fløden er for stiv, bliver desserten for kompakt i stedet for lækker luftig.


 Chokolademousse

Du skal bruge:

100 g mælkechokolade
100 g hvid chokolade
4 æggeblommer
4 æggehvider
2 dl piskefløde

Frysetørrede hindbær

Sådan gør du:

Smelt mælkechokoladen og den hvide chokolade hver for sig. Mens det køler lidt af piskes æggehviderne stive, fløden piskes til en let skum og æggeblommerne piskes let sammen. Tilsæt nu HALVDELEN af æggeblommemassen til mælkechokoladen og rør det sammen, vend derefter halvdelen af den stiftpiskede fløde i og til sidst halvdelen af de piskede æggehvider. Gør det samme med den anden halvdel chokolade+æg+fløde. Hæld det i forme - jeg har hældt det i hver sin side (så godt som det nu lader sig gør) og "marmoreret" det med en tandstik bagefter. Sæt på køl i minimum et par timer og drys med frysetørrede hindbær før servering.

Tip: De frysetørrede hindbær kan også knuses og tilsættes den hvide chokolademasse.
Du kan drysse med chiliflager i stedet for hindbær (!) - eller med lakrids?
Kan også laves med mørk chokolade

Cheesecake med solbærgele

Cheesecaken her har lavet "bomben" på mig, og er på vej op gennem geleen. Det skyldes, at selve "cheesen" ikke har ligget helt tæt til kanten og bare et lille hul i siden er nok til, at geleen kan komme nedenunder og skubbe massen op. Det ændrer intet ved smagen, men det er selvfølgelig pænere, hvis geleen ligger øverst - alene! Det kan dog være svært i helt små portionsforme, som det kan ses;)

Du skal bruge:

100 g digestivekiks
25 g smør

2 blade husblas
200 g flødeost naturel
1 økologisk citron - revet skal og saften heraf
50 g flormelis
1 stang vanille
1 dl creme fraiche
2 dl piskefløde

2 dl solbærsaft (bland en stærk saft af almindelig saftevand)
2 blade husblas

Sådan gør du:

Bund: Start med bunden - knus kiksene meget fint, smelt smørret og bland de to ting godt sammen. Fordel det i bundene og tryk det godt sammen. Stil på køl imens du laver resten.

Creme: Læg husblassen i kold vand. Rør flødeost, citron-ting, flormelis, marven fra vanillen og creme fraichen sammen. Smelt husblassen og rør den i cremen - et tip til at undgå at husblassen laver stivnede tråde i cremen er at hælde en skefuld eller to af cremen over den smeltede husblas og røre rundt, for at temperere den varme husblas inden den kommer i den kolde creme. Pisk fløden til en blød skum og vend den sammen med cremen. Hæld det over dine kiksebunde og stil på køl i en times tid inden du laver geleen.

Gele: Læg husblassen i koldt vand. Varm saften og udblød husblassen heri. Lad den køle af (dog ikke så den stivner). Når den er lun hældes den over den stivnede creme en skefuld af gangen.

Stil på køl i et par timer eller natten over.

Tip:
Man kan sagtens lave geleen af anden saft end solbær - f.eks. jordbær eller hindbær eller en mere eksotisk passions- eller mangeudgave
Prøv andre kiks - f.eks. ingefærkiks eller mariekiks
Prøv at bage bunden i 15 minutter, hvis du laver en stor cheesecake - så kommer der bedre samling på den
Limefromage med lakrids

Du skal bruge:

4 blade husblas
Skal og saft af 6 limefrugter
3 æggeblommer
3 æggehvider
100 g flormelis
1 stang vanille
3 dl piskefløde

rålakridspulver (fås fra f.eks. Urtekram)

Sådan gør du:

Læg husblassen i koldt vand. Riv og pres de 6 limefrugter. Pisk æggehviderne stive med halvdelen af flormelissen og pisk blommerne skummende med den anden halvdel og marven fra vanillen. Pisk fløden stiv. Varm limesaften og udblød husblassen heri. Rør den let afkølede saft sammen med æggeblommerne (se evt. husbladstricket i forrige opskrift), hæld den revne skal i (gem lidt til pynt) og vend det sammen med den stiftpiskede fløde. Vend til sidst æggehviderne i og hæld i forme. Drys med rålakridspulver og stil på køl i minimum 3-4 timer.

Tip:
Kan også laves med andet saft - f.eks. passionsfrugt

Etiketter: , ,

9/10/2013

Amerikanske cookies med lakrids og tranebær

Ja.. De er altså gode! Jeg har brugt Kick-lakrids/karamel i dem. Men man kan sikkert også godt bruge andre lakridskarameller :) Og så er de meget nemme at lave... mmmmh

 Du skal bruge:

200 g smør
300 g. brun farin (eller halvt sukker/halvt muscovadosukker)
2 æg
250 g mel
50 g havregryn
1 tsk. bagepulver
1/2 tsk salt

100 g lakridskaramel (her Kick, svarende til 5 stænger)
50 g tørrede tranebær

Pisk smør og sukker sammen til det bliver lyst og luftigt. Tilsæt æg og pisk med. Bland alle de tørre ingredienser og tilsæt til smørmassen. Pisk sammen.
Hak karamellen i små tern og tilsæt med tranebærrene.

Sæt på bageplade med en spiseske (bare som klumper). Bag i ovnen i ti minutter ved 200 grader. Når de er færdige tager du en ske og presser dem flade. De vil stadig se våde ud, men de skal lige køle af for at sætte sig :)

Nam!

Andre smagsvariantioner kunne være mørk chokolade/valnødder, hvid chokolade/blåbær, karamel/hasselnød... Og alt muligt andet :) Vil du have endnu mere spark i lakridsen, så kan man selvfølgelig tilsætte lakridspulver til dejen også, men jeg synes nu, at de her er gode, som de er.

Etiketter: , ,

12/20/2012

Livretter: Pandekager

Der bliver spist ret mange pandekager i det her hjem. Det er nemt at lave, man har næsten altid ingredienserne og så smager de jo godt - what's not to like? Derudover gør tegnefilmsindustrien også deres for, at pandekagen er en populær spise hos de små; Rasmus Klump samt Peddersen og Findus gør i hvert fald, at den flade kage er i uhyre høj kurs hos den 2,5-årige herhjemme.

Her er den netop blevet serveret i en lidt julet variant med appelsin og kardemomme. Kærnemælken kan godt gøre dejen lidt sværere at arbejde med, fordi den lettere skiller ved vending, så brug en slip-let-pande af en art, hvis der ikke er nogen, der skal slås ihjel i frustration undervejs.

Julepandekager (ca. 12-15 stk.)

2 æg
3 spsk. sukker
1 knsp. salt
0,5 tsk kardemomme
1 spsk vanillesukker (eller en halv stang vanille)
2 dl. kærnemælk
1 dl. appelsinsaft (passer med ca. 1 appelsin)
1 dl. vand
1,5 dl mel
25 g smør + ekstra til bagning

Bland æggene med sukker, salt, kardemomme og vanillesukker. Tilsæt kærnemælk, vand og appelsin saft og rør godt sammen. Tilsæt mel og rør dejen glat. Lad gerne dejen hvile en times tid - medmindre der står små sultne munde.

Smelt de 25 g smør på panden og tilsæt den smeltede smør i dejen.

Så er den klar til bagning:) Brug en suppeøse til at hælde på panden med og tilsæt ekstra fedtstof undervejs hvis nødvendigt. Vend pandekagen når den ikke er "våd" mere.

Server med syltetøj og sukker :)

Etiketter: , ,