Bløde eftermiddagsbrød

2/03/2014

Bløde eftermiddagsbrød

Herhjemme har jeg tre mænd, der rigtig godt kan lide det der "Pägen-brød" som er firkantet og har huller i- det er sødt og blødt og holder sig frisk længe, kan spises uden noget til fordi de er så bløde og det er en god "lille unge på 1,5-år-splitter-alting-ad"-spise, da det ikke krummer så meget. Da jeg var barn husker jeg noget lignede der var rundt men ellers smagte lige sådan, og som havde sådan en elg udenpå pakken. Jeg har googlet lidt og kan se, at det jeg kan huske er det der hedder "vetekaka" fra Polarbröd. Jeg husker det fra skiferier og lignende i det svenske og norske.

Så i dag tænkte jeg - hvis de mænd der er så vilde med det, så må jeg da prøve at lave det selv! Og efter lidt søgen rundt på svenske og norske blogs, har jeg endelig fået sjusset mig frem til nogle helt perfekte små brød. De er knap så søde som dem, man kan købe, men det er jo en temperamentssag, og man kan selvfølgelig bare skrue op for sødemængden. Derudover er har jeg brugt halvt groft mel, bare for at der er lidt mere gods i dem. Men de blev helt perfekte alligevel :)

Jeg har lavet dem på min røremaskine, og der skal dejen køre i en 10-15 minutter. Man kan godt lave dem uden en røremaskine, men så skal man selvfølgelig håndælte ret længe...


Du skal bruge (ca. 25 stk.):

2,5 dl havregryn
6 dl fuldkornshvedemel, grahamsmel, fuldkornsspelt, emmer eller lign. evt. rug
7 dl hvedemel
1/4 pk gær
1,5 tsk salt

2 spsk sirup
7 dl mælk
½ dl olie


Start med et blende havregrynene - enten i en minihakker eller i en foodprocessor, så det bliver til fint havregrynsmel. Bland derefter alle de tørre ingredienser sammen og smuldrer gæren ud i til det er helt opløst i alt melet. Tilsæt nu sirup, mælk (fingervarmt) og olie og rør dejen på røremaskinen i 10-15 minutter. Den skal være fast men ikke tør.

Dæk med et klæde og lad hæve i 1-1,5 time et lunt sted. 

Hæld dejen ud på et melstrøet bord og del den i 25 små boller. Lad dem lige ligge et par minutter, så er de nemme at rulle ud. Rul ud til flade brød ca. 8-10 cm i diameter og ca. 0,5 cm tykke, læg dem på en bageplade og prik i dem med en strikkepind (har du ikke sådan en går en gaffel nok også;))... 


Lad dem efterhæve i ca. 20 minutter og bag dem midt i ovnen ved 220 grader (over- og undervarme) i 8-10 minutter (i min ovn var det 9 minutter). Når de er færdige tages de ud og køler af med et viskestykke over sig, så dampen gør dem bløde :) De kan godt være hævet op når de kommer ud, men så presser du dem bare ned (og pas på - det er meget varmt det luft der kommer ud af de små huller, så brug en ske eller en palet eller sådan)



Spis!

Der blev høvlet en hel del af de tre sulte mænd, da de væltede ind ad døren kl. 16.00, så de var bestemt et hit :)

Man kan selvfølgelig eksperimentere med rosiner, kanel osv. i dem.

Etiketter: ,

10 kommentarer:

Klokken 2/03/2014 , Blogger Christina (Carla og krudtuglen) sagde ...

Dit overskudsmenneske;-) Hvor ser de lækre ud.....nu bliver jeg nødt til at anskaffe mig en røremaskine, for sådan nogle brød skal vi da også lave (og jeg gider ikke at ælte så længe).
K.h.
Christina

 
Klokken 2/04/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Haha du kan selv være et overskudsmenneske :-P Du syr og syr og syr - det kan jeg slet ikke tage mig sammen til for tiden:) Og ja- sådan en røremaskine er altså must have; gør lige livet lidt nemmere når det kommer til bagning :)

 
Klokken 2/04/2014 , Blogger gugge/Katrine sagde ...

Hvor ser de lækre ud! Men et kvarters håndæltning skræmmer mig lidt ;-)

 
Klokken 2/04/2014 , Blogger Signe Høj Nielsen sagde ...

Skal jo så meget se om min lille røremaskine kan kapere dem der i vinterferien. Ser rigtig gode ud!

 
Klokken 2/04/2014 , Blogger Maria Isia sagde ...

Ej de ser lækre ud, dem tror jeg, jeg vil bage i morgen som en pause i specialeskrivningen.

 
Klokken 2/05/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Haha du må få en maskine :D

 
Klokken 2/05/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

overspringshandlinger skal der også til :)

 
Klokken 2/05/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

:D

 
Klokken 2/05/2014 , Blogger Tove sagde ...

De så kjempegode ut! Må også si at det er første gang jeg er innom deg, og her var det mye å se og lese, kommer snart innom igjen:)

 
Klokken 2/05/2014 , Blogger Thea Vaskavulla sagde ...

Tusind tak :) Kom snart igen :)

 

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start