Borsjtj - og en historie om Rusland

Da jeg var 16 år, i sommerferien mellem 1. og 2. g, tog jeg til Rusland på sprogrejse. Jeg havde russisk som sprog i gymnasiet. Jeg havde både haft fransk og tysk i folkeskolen, så det oplagte valg ville have været at tage det; alternativt spansk, som jo også er et sprog, der tales i store dele af verden. Men nej - jeg valgte russisk. Sammen med to andre. Vi var et hold på tre, der i to år havde russisk sammen. Det var ret intimt, når holdet ikke var større. Sammen med de to andre tog jeg så til Rusland i 2004. Vi gik i skole derovre og boede hos russiske familier. Jeg boede sammen med den ene fra mit hold, som tilfældigvis også var min bedste veninde i gymnasietiden. Vi boede hos Nina og Victor. Nina havde tidligere arbejdet på et børnehjem og drak virkelig meget vodka, og Victor var pensioneret makaronifabriksarbejder; på skulderen havde han tatoveret hammer og segl. Det lyder som en russisk kliche, men sådan var det. Vi boede i en by 400 km fra Moskva, og alt var fremmed; sproget, kulturen... Alt! Vi kom derover efter at have modtaget russikundervisning i et år, og heldigvis kunne vi da lidt høflige fraser og forstå det meste, hvis de snakkede langsomt, for der var ingen i den by 400 km ind i landet fra Moskva, der kunne andet end russisk. Så der stod vi; tre 16-årige hjemmefra i en russisk by, hvor Lenin-statuer stadig stod på mange gadehjørner, hvor man kunne købe øl i 1,5-liters plastflasker med skruelåg, hvor vodka var billigere end vand og blev set som et vidundermiddel mod de fleste skavanker, og hvor der ikke var noget toiletpapir, men der hang en telefonbog, man kunne rive sider af, hvis man absolut trængte (trods alt bedre end hos den tredje fra vores hold, hvor der hang en dejskraber... Den lader vi lige stå lidt). Skulle man i bad skulle man varme vand ved at tænde en flamme fra en lille gasbeholder. Nina instruerede os omhyggeligt i, hvordan det skulle gøres - hvis man var for længe om at tænde flammen, så ville gassen eksplodere. Det var sket engang i deres tidligere lejlighed. Heldigvis overlevede den yngste søn, som var kommet til at tænde ilden for sent. De fik så deres nye lejlighed, men der faldt han ud af vinduet. Det overlevede han ikke, så nu var der gitter for alle vinduer, så deres børnebørn ikke gjorde det samme. Vi var meget omhyggelige med den gas, kan jeg love jer.

Det russiske køkken var ikke umiddelbart noget at skrive hjem om, sådan som vi fik det serveret. Det meste var en underlig, henkogt, halvgrå masse med mere eller mindre bid i, alt efter om det var til morgen- eller aftensmad. Derudover var der kefir (et russisk surmælksprodukt) og dild på alt fra pizza til suppe. Ofte fik man serveret den russiske drik "kvass" til (hvis man da ikke fik vodka). Kvass er en drik, der laves på gæret mørkt brød - jeg tror, man skal være russer for helt at forstå charmen i den drik, men de drak det i hvert fald meget, og på alle gadehjørner stod der kvass-sælgere med store tanke, hvor man kunne komme og fylde en dunk med kvass. Kvass blev desuden brugt som ingrediens i en suppe, vi fik flere gange på vores Ruslandsfærd. Suppen hed okrosjka, og bestod af kvass, agurk og løg og dertil hakkede æg og kartofler i, og så blev den serveret kold. Vi fik den, da vi var med Victor på tur til deres datja. En datja er egentlig bare et sommerhus, men for mange russere, var det under sovjettiden et, de havde lånt af staten, og hvor de kunne dyrke afgrøder. Victor og Nina havde stadig deres datja, og den lå omkring to timers dødskørsel med bus af russisk landevej væk. Vi tog med Victor til datjaen for at fylde op i grøntsagsbeholdningen. Jeg sad ved siden af en fremmed mand uden tænder men med to høns på skødet hele vejen dertil. Ved datjaen lå en lille sø og ude på søen lå en sauna/badstue. Mens Victor fyldte op i de kurve, vi havde med, badede vi og varmede os - Victor prøvede at forklare, hvor rart det var også at slå sig selv med birkegrene inde i saunaen, men lige dén russiske tradition fangede vi aldrig helt. for at vende tilbage til det russiske køkken, så fik vi dog også serveret nogle helt fantastiske blinis, som vist kun en russer kan lave dem. Da vi skulle sige farvel til Nina og Victor, ville vi gerne have et billede af dem - det var også helt i orden, men der gik lige en halv time før de var klar. Da de endelig var klar til vores billeder, havde Nina taget stor hat og fjerboa på og Victor stod i skjorte. De var skønne.

Efter et par uger hos Nina og Victor tog vi videre til Moskva. Her var vi i en uge. Vi boede på et kæmpe hotel, hvor der var havregrød til morgenmad. Da jeg kom hjem efter at have tilbragt en sommerferie i Rusland, ville jeg kun have havregrød til morgenmad i lang tid efter. Man kan vel kalde det en slags Stokholmssyndrom.

Det var en virkelig fantastisk tur, også selvom det måske kan lyde som om, at jeg rynker på næsen; tværtimod, så grinede vi virkelig meget, da vi var af sted. Ikke af Nina og Victor, for de var verdens sødeste mennesker, men blot af den ene groteske situation efter den anden, som en "rig, hvid, ung pige" i Rusland kan komme ud for. Vi var på dybt vand flere gange, men det hele endte altid godt, og alle vi mødte var søde og hjælpsomme; også selvom der også var en del skumle typer med kalashnikoffer langs vejene, og vi fik at vide, at vi ikke måtte have vores ægte pas på os, når vi gik ud men altid en kopi, og det første, der skete, da vi ankom til lufthavnen i Moskva, var, at vores kufferter blev skåret op... Men derudover en vild og fantastisk og lærerig tur til et land, der er kæmpestort og meget fascinerende - det er så ubegribeligt, at det strækker sig helt fra Europa til Asien, og jeg har aldrig set horisonten så langt væk, som da jeg kiggede ud over en russisk mark. Det var enormt.

Jeg tænker tit på turen til Rusland, ikke mindst i går, da jeg gav mig i kast med en rødbedesuppe. Den russiske borsjtj, findes i et utal af varianter; ligeså mange familier der er, lige så mange forskellige måder kan man lave den på. Vi fik den både med revne rødbeder, med hele rødbeder, med rødbeder tilsat umiddelbart inden servering, med rødbeder der var udkogt osv. Af kød fik vi alt fra svin, and og oksekød i. Dog altid med kefir og dild (?!)- her i Danmark ville man nok i stedet vælge persille, hvis den skal drysses med noget. De russiske varianter jeg fik husker jeg som meget syrlige, den her variant er en smule mere afrundet.

Den her opskrift på borsjtj er ikke mere rigtig end så mange andre derude; Som sagt stødte jeg på mange varianter af suppen i løbet af den tid, jeg var der. Nogle bruger løg, andre porrer osv. Jeg har valgt lidt færre rødbeder, end man måske normalt ville gøre, men jeg synes hurtigt at rødbeder kan komme til at smage lidt for meget af jord. Man kan vælge at koge en grundsuppe først, eller blot bruge en boullionterning osv. Tilberedningstiden afhænger af det kød, du bruger; det skal koge længe nok til, at det er helt mørt. Til denne her suppe skal du bruge;

0,5 kg. skåret oksekød; F.eks. udskæring til gullasch
1,5 liter oksefond (brug boullionterninger, hvis du ikke lige har stået og kogt ben for nylig)
3 porrer
3 fed hvidløg
4 store rødbeder
2 store kartofler
1/2 hvidkålshoved
1 spsk. tørret timian (eller frisk i en "dusk")

salt og peber
lidt olie til start
1 tsk dijonsennep
1 tsk honning

Find en stor gryde frem. Skær porrerne i skiver og steg dem i lidt olie, tilsæt kød og oksefond samt timian og hvidløg (hakket). Lad suppen koge i et par timer til dit kød er mørt. Skræl kartofler og rødbeder og skær i tern. Tilsæt til suppen og lad simre i en halv time. Hak hvidkålen og tilsæt den og lad suppen simre yderligere en halvtimes tid. Smag til med salt og peber, sennep og honning og server :) - med creme fraiche, brød og persille (eller dild, hvis du vil;))