Det nærmer sig...

12/19/2012

Det nærmer sig...

Den der jul - pludselig er det d. 19. december. Hvor er julestemningen? En 2,5-årig hjælper på det; "Hvor er nissen?", "hvornår er det juleaften?", "skal jeg også have gaver?".. Alle de spørgsmål og al den forventning.

Der er to hverdage tilbage, og så står den på juleferie for hele familien. Imens mand og store barn er af sted i dagtimerne, så læser og skriver jeg på en eksamenssynopsis, der skal afleveres 2. januar (gaaaaab), passer en snart et halvt-årig og overspringshandler en hel del. Senest med disse her konfektalternativer; chokolade-lakrids-mandler... Det kan godt være at Heiberg og Bülow og hvad de ellers hedder allesammen tager formuer for dem i små glas, men man kan altså sagtens lave dem selv i større mængder og til billigere penge (win win). Så her kommer en omgang hurtig "konfekt", hvis du ikke lige har tid, gider eller ikke kan lide al det der marcipan og nougat (hvilket jeg dog også godt kan lide, men som igen tager væsentligt længere tid)

Du skal bruge:

En pose mandler (som oftest 200 g.)
100 g. chokolade (lige meget hvilken, tag din favorit "farve". På disse her er der brugt mørk chokolade, men man kan også lave dem med hvid chokolade og lys chokolade - det hele smager godt)
1 dl flormelis
3 spsk. lakridsrodspulver (kan fås i større supermarkeder fra mærket Urtekram)

Rist mandlerne på en pande til de dufter. Lad dem køle af. Smelt chokoladen og vend mandlerne i. Hæld det hele ud på et stykke bagepapir og lad det køle af indtil chokoladen ikke er så flydende mere, den skal stadig være "sticky" men ikke falde af mandlerne hvis man tager dem op. Bland lakridspulveret med flormelisen og hæld det ud over mandlerne og brug dine hænder til at røre godt rundt i det og skille mandlerne ad.

Lad køle helt af og spis :)

mmmh...



Etiketter: ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

Abonner på Kommentarer til indlægget [Atom]

<< Start