Om børn og lort

Det her indlæg kommer til at handle om afføring; fæces, bæ, lort, pølser, pøller, kaka - there I said it. Man bliver ligesom mindre berøringsangt omkring det emne efter tre (eller flere) år med at tørre andre bagi.

At have fået børn er en gave - at have to er uden tvivl dobbelt så fedt som et. Til tider også dobbelt så meget arbejde, det giver sig selv, men som oftest dobbelt så meget sjov (og dobbelt så meget vasketøj). Hvis nogen for fem år siden havde sagt til mig, at jeg i år 2013 ville stå med for ca. 20 kilo blandede drengebørn, hvoraf den ene ville være ved at kaste op ud over mig, og den anden kort forinden havde skidt min mand i hånden, ja, så havde jeg nok set rimelig afvisende ud overfor den der avls-ide. Men sådan er det bare; når man får børn, ser man nogen gange sig selv i situationer, hvor hvis det havde været alle andre mennesker end ens eget afkom, der havde gjort det, havde det været megaklamt (her tænker jeg f.eks. på at kaste op på mig, noget jeg ikke har oplevet, at andre har gjort, siden jeg var omkring 17, og der var det sjældent sygdom, der var årsagen). Det er stadig ret klamt, men engang imellem må man bare overgive sig - det bliver så grotesk, at der ikke er andet at gøre end at grine af det - også selvom det er roskildesyge.

Således har det eneste våben, vi har haft mod bæ og bræk de sidste par døgn, været latteren. Til tider har den været svær at finde frem, men andre gange er den kommet helt spontant. En blanding af at noget er sjovt og så en slags midlertidig sindssyge. Måske mest sidstnævnte. Fire kogevaske - FIRE (!) - er det blevet til de sidste par døgn - bleerne og antal bad er jeg holdt op med at tælle. Men jeg ved i hvert fald, at Eivind kom i bad to gange fredag aften. Han spiste aftensmad, kastede op ned ad sig selv (at kaste op nedad sig selv er kun moderat mindre ulækkert end at kaste op på andre), kom i bad (hvor storebror allerede var, da han havde skidt sig selv op ad ryggen), kom op og var lidt hos mig, kastede op udover mig (meget!), så gik vi begge i bad, og imens min mand så tørrede Eivind og jeg stod i badet (undertegnede stadig med sokker på, da de var helt dækket til), kommer Harald løbende "jeg har lort på hænderne!". Først undrer man sig kort over, hvordan det kan komme på hænderne, men så kommer man i tanke om, at man har med en tre-årig at gøre, og at alt logisk opførsel derfor er sat ud af spil; han har selvfølgelig stukket hånden ned i bleen, da skidtet kom ud. Det er klart. Derefter foregik en ordveksling i stil med:

Far: "suk"
Mor: "..."
Harald: "jeg har looooort på hænderne" (gentaget et sted mellem tre og 44 gange)

Og så ellers indtagning af pladser - en der holder, en der finder klude. Pladserne indtages uden ord og med militær hurtighed og præcision; vi har prøvet det før.  Og så er der intet andet at gøre end at kigge på hinanden - faren og moren, dem der engang var alene sammen, og som nu har fået det der storskidende yngel - huske på, at man stadig elsker hinanden (for man kan godt blive lidt stram i betrækket med lort i håret), og så bare grine (nogen gange panisk, mens man allerbagerst i hovedet tænker "kommer der ikke snart en rigtig voksen?!")... Og sige til hinanden "hold kæft hvor er det klamt".. For det er det. Lort er lort - også selvom det er ens egne børn. Måske ikke ligeså klamt som andres lort, men stadig ikke rart.

Så skal man systematisere, og det elsker min mand. Han står for kogevaske, afspritning, nedspuling og bogføring/statistik over antal bleer. Jeg prøver bare at følge med. En slags hovedløs høne, der skifter tøj og render ind og ud af badet flere gange dagligt. Det er blevet til syv tøjskift for det mødrene ophav det sidste halvandet døgn. Så jeg lægger krop til, mens far holder orden. Og pumper! Pumper med håndsprit. Placeret strategiske steder, så vi kommer smitte til livs... "Smitte" - smag på ordet. Det er lidt farligt, og når noget smitter, så spritter man sgu hænder! Smittefare, smittefare, smittefare, SmitteFar?   Smitte vil vi ikke have. "Ingen smitte, husk at spritte", som der står over pumperne nede i institutionen. Så vi spritter og vasker og spritter og vasker og spritter. Min mand elsker håndsprit. Og vådservietter. Og små sæber. Ja, jeg vil nødig fremstille ham som sær, men lige hvad angår håndhygiejne, så har min mand et særlig blødt punkt - han er vild med de der vådservietter, man får på sushisteder i små pakker. Og jeg er vild med ham, så jeg synes det er i orden, at han engang imellem råber "alle mand til pumperne".

Og ja, så står man der, dækket i snot, bræk og lort - uden at overdrive og uden at lyve. Min mand blev skidt i hånden i nat, jeg blev skidt på benet, og i morges i badet valgte Eivind at skide i badekarret, og nej - han var ikke alene, så det fik storebror også glæde af. Så er der ikke noget at gøre, andet end at grine af det. Nu er den ældste heldigvis ovenpå igen, mens den mindste stadig er syg, men heldigvis er holdt op med at kaste op - hvilket min garderobe er ret taknemmelig over.

Her ses brødrene bæ efter et af deres utallige bad. De er nu søde nok, og lort til trods, så er de højtelskede.

Mor: "Jeg elsker dig Harald"
Harald: "Det gør jeg også"

Så fik vi vist det på plads