Om farver og uskyld...

Hvad handler den her blog egentlig om? Den handler om mig - hverdagen og lidt af det hele. Den er både en ventil og et showroom. Hvis man læser sådan nogle "sådan bliver din blog god"-sider, så står der altid, at en blog skal have et klart fokus; den skal f.eks. kun handle om at hækle eller kun handle om at lave cupcakes. Jeg kan godt se, at det giver mening - så kan folk søge den, når de har brug for råd indenfor lige præcis dét felt, og det er sjovt at se flere af samme ting eller se folk forbedre sig indenfor et håndværk. Derfor ville jeg også gerne, dengang jeg startede, at den her blog udelukkende handlede om håndarbejde, men når jeg skriver et indlæg, så synes jeg samtidig også, at det er svært ikke at dele en lille anekdote eller kommentar omkring bæreren af det tilblivne (som oftest mine børn) eller om min hverdag. Og sådan bliver det så - denne her blog kan ikke holde et enkelt og stramt fokus; jeg er ikke så god til at væve vægtæpper eller lave kastanjedyr, at det alene kan bære en hel blog. Eller også kan jeg bare ikke holde min kæft og kun snakke om stramaj. Jo ældre jeg bliver, jo mere slægter jeg åbenbart min farmor på; jeg kan ikke fortælle om noget uden først at placere det i forhold til, hvad der skete tidligere og senere på dagen (ex: "Jeg var i Brugsen kl. 15, og jeg ved, at det var kl. 15, for kort forinden havde jeg netop spist frokost og noteret mig, at vi manglede mayonaisse, så derfor sagde jeg til mig selv, at når jeg havde sovet en lur, så ville jeg tage i Brugsen, og jeg lagde mig til lur kort efter radioavisen, som var kl. 12, og da jeg altid sover en time, var den lidt over 13, da jeg vågnede, men da jeg så skulle til at køre, kom naboen lige, og så fik vi en kop kaffe, og der gik i hvert fald halvanden time, før hun var ude af døren igen, hvilket jeg ved, fordi jeg inden frokost havde sat en tøjvask over, og den bippede færdig kort inden hun gik, og den tager normalt 3 timer, og da det cirka tager et kvarter at køre til Brugsen, ved jeg, at klokken må have været 15, da jeg var der, da jeg efter naboen gik lige var nødt til at vande planterne, og det kan hurtigt tage ti minutters tid, hvis man også skal vande dem i udestuen, så inden jeg fik set mig om, var klokken mange"). Min farmor er en dejlig dame, men pointen er - nogle gange så handler indlægget kun om trykknapper, og andre gange har jeg måske mere på hjerte.

Som for eksempel i dag. Nogle tanker jeg har gjort mig. Ikke om håndarbejde, men om min ældste søn. Han er netop fyldt tre år, og med den fødselsdag er han ligesom gået fra at være i småbørns-kategorien til at være "bare" et barn. Han er rykket i børnehave og med det ryk, er han blevet en meget større dreng. Kontrasten fra børnehaven og til vuggestuen er også endnu større nu, hvor jeg er ved at køre lillebror ind på en af de små stuer, hvor de ældste kun er knap to år. Der er helt roligt og der leges klappelege, soves middagslur, læses bog. I børnehaven leges der "bang du er død" og råbes "pigelus!" (og her den anden dag fra en af de store snart-skole-børn også "tag lige den sut ud- det er ikke legetøjsdag" efter lillebror på 9 mdr.).

Harald har altid været en ret mild dreng - han er et puttehoved og kan nusse i en uendelighed. Da han var yngre, havde jeg altid rifter på min overarme, fordi han nulrede huden der. Der er ikke meget tid til nuller i en børnehave, og det er lige på og hårdt hver morgen. Ud over at være meget blid, har han også altid godt kunne lide at være med til de ting jeg laver; lave mad, bage, sidde på skødet, når jeg syer, sidde med sine egne strikkepinde osv. Kort inden han fyldte to, proklamerede han, at hans yndlingsfarve var lilla (udtalt med et meget tydelig "i"). Han fik flere lilla beklædingsgenstande til den fødselsdag. Lyserød har også haft en særlig plads i hans hjerte, og lyserøde sokker var i en længere periode de foretrukne. Jeg har stornydt, at min dreng har gået i lilla - jeg er træt af drenge- og pigefarver og såkaldte "drenge- og pige-lege"; langt hen ad vejen er jeg overbevist om, at de ting er en samfundskonstruktion. Det betyder ikke, at man ikke gerne må være opmærksom på sit køn, men blot, at man kan være en dreng eller en pige på mange måder. Jeg synes ikke, at man er mere "rigtig dreng" ved at spille fodbold, end ved at lege, at man stryger (som Harald altså er ret vild med).

Så vuggestuetiden er gået med tøj i mange farver - så længe der ikke er blonder og glimmer på og snittet er unisex eller "drenget", kan man sagtens sende ungen af sted i pink og lilla. Så det er gjort flere gange. Men nu kom han i børnehave. Og i børnehaven, der får man altså at vide, at lyserød er en pigefarve.

Aaaaah nu hva' for noget!?!?!

Og ikke kun af de andre børn - men også af de voksne! Så ja, nu er lyserød åbenbart "degraderet" til pigefarve... Nede i institutionen er der billeder af børnene. Drengene sat på blå baggrund, pigerne på lilla.

Og hvorfor kan jeg så hidse mig op over det? Det er jo bare en farve! Ja, det er bare en farve. Men for mig symboliserer det mere; tabet af uskyld.

Jeg er ikke for de der institutioner, som man har hørt om i Sverige, hvor man omtaler både drenge og piger som "hin" (eller hvordan det nu er) - man er født med enten det ene eller det andet (og det er nemt at se forskel). Men jeg er godt nok imod, at man opdeler køn på en måde, der gør, at man kun kan vælge det ene og ikke det andet - og hvorfor har pigerne så fået alle farver, mens drengene må nøjes med tre-fire halvkedelige nuancer?! Vi havde også en episode, hvor Harald ikke brød sig om en leg, der blev leget i børnehaven; en "slå-leg". Vi fik at vide, at de andre jo bare var "rigtige drenge" - ved ikke om det så enten retfærdiggjorde dårlig opførsel, eller om det betød, at min dreng så ikke er en "rigtig dreng" (igen - der er vist kun en eneste ting, der afgør, om man biologisk set er en dreng). Jeg er med på, at nogle drenge har mere krudt i røven end nogle piger - Harald har bestemt masser af krudt i røven. Men det havde min lillesøster altså også som barn.

Man må gerne lære om forskellighed. Harald har for eksempel travlt med at spørge alle, om de har testikler- for det har han, fordi han er en dreng. Men de (testiklerne) skal altså ikke sætte en stopper for, hvilke farver, han må iklæde sig. Øv, jeg synes det er snævert og kedeligt, at min dreng kommer hjem og siger sådan noget - hvorfor kan man ikke bare få lov til at være et barn og have de yndlingsfarver man vil og lege det, man har lyst til? Her prøver man at lære sine børn om mangfoldighed, plads til alle og at alle er lige meget værd og kan det samme, lige gyldigt alder, farve og køn, og så spørger ungen alligevel ved morgenbordet, hvorfor jeg ikke har kjole på, når jeg er en pige.

Pigefarver min bare. Måske jeg bare er naiv, når jeg håber, at min søn ikke vil lade sig mærke af de mystiske "kønsregler", der findes omkring farver. Heldigvis er favoritkoppen herhjemme da stadig lilla, og den lilla trøje bliver på - det kan skabe et mindre hysterisk anfald, hvis den ikke er ren. Han tager tilsyneladende ikke det med "pigefarverne" ligeså tungt som moderen.