Vaskavulla

12/20/2012

Livretter: Pandekager

Der bliver spist ret mange pandekager i det her hjem. Det er nemt at lave, man har næsten altid ingredienserne og så smager de jo godt - what's not to like? Derudover gør tegnefilmsindustrien også deres for, at pandekagen er en populær spise hos de små; Rasmus Klump samt Peddersen og Findus gør i hvert fald, at den flade kage er i uhyre høj kurs hos den 2,5-årige herhjemme.

Her er den netop blevet serveret i en lidt julet variant med appelsin og kardemomme. Kærnemælken kan godt gøre dejen lidt sværere at arbejde med, fordi den lettere skiller ved vending, så brug en slip-let-pande af en art, hvis der ikke er nogen, der skal slås ihjel i frustration undervejs.

Julepandekager (ca. 12-15 stk.)

2 æg
3 spsk. sukker
1 knsp. salt
0,5 tsk kardemomme
1 spsk vanillesukker (eller en halv stang vanille)
2 dl. kærnemælk
1 dl. appelsinsaft (passer med ca. 1 appelsin)
1 dl. vand
1,5 dl mel
25 g smør + ekstra til bagning

Bland æggene med sukker, salt, kardemomme og vanillesukker. Tilsæt kærnemælk, vand og appelsin saft og rør godt sammen. Tilsæt mel og rør dejen glat. Lad gerne dejen hvile en times tid - medmindre der står små sultne munde.

Smelt de 25 g smør på panden og tilsæt den smeltede smør i dejen.

Så er den klar til bagning:) Brug en suppeøse til at hælde på panden med og tilsæt ekstra fedtstof undervejs hvis nødvendigt. Vend pandekagen når den ikke er "våd" mere.

Server med syltetøj og sukker :)

Etiketter: , ,

12/19/2012

Det nærmer sig...

Den der jul - pludselig er det d. 19. december. Hvor er julestemningen? En 2,5-årig hjælper på det; "Hvor er nissen?", "hvornår er det juleaften?", "skal jeg også have gaver?".. Alle de spørgsmål og al den forventning.

Der er to hverdage tilbage, og så står den på juleferie for hele familien. Imens mand og store barn er af sted i dagtimerne, så læser og skriver jeg på en eksamenssynopsis, der skal afleveres 2. januar (gaaaaab), passer en snart et halvt-årig og overspringshandler en hel del. Senest med disse her konfektalternativer; chokolade-lakrids-mandler... Det kan godt være at Heiberg og Bülow og hvad de ellers hedder allesammen tager formuer for dem i små glas, men man kan altså sagtens lave dem selv i større mængder og til billigere penge (win win). Så her kommer en omgang hurtig "konfekt", hvis du ikke lige har tid, gider eller ikke kan lide al det der marcipan og nougat (hvilket jeg dog også godt kan lide, men som igen tager væsentligt længere tid)

Du skal bruge:

En pose mandler (som oftest 200 g.)
100 g. chokolade (lige meget hvilken, tag din favorit "farve". På disse her er der brugt mørk chokolade, men man kan også lave dem med hvid chokolade og lys chokolade - det hele smager godt)
1 dl flormelis
3 spsk. lakridsrodspulver (kan fås i større supermarkeder fra mærket Urtekram)

Rist mandlerne på en pande til de dufter. Lad dem køle af. Smelt chokoladen og vend mandlerne i. Hæld det hele ud på et stykke bagepapir og lad det køle af indtil chokoladen ikke er så flydende mere, den skal stadig være "sticky" men ikke falde af mandlerne hvis man tager dem op. Bland lakridspulveret med flormelisen og hæld det ud over mandlerne og brug dine hænder til at røre godt rundt i det og skille mandlerne ad.

Lad køle helt af og spis :)

mmmh...



Etiketter: ,

12/18/2012

Nu står hun her...

Og spejder næsten nøgen ud i decembermørket, mens hun venter på, at hendes skaber får strikket hende en sweater magen til den, hun har strikket til den kommende dukkemors.

Jeg blev færdig med denne lille rødhårede skønhed, så hun kan ligge under træet til min skønne niece på snart to år. Jovist det ene ben er længere end det andet, det modsatte ben er derimod tykkere - men sådan er det jo med hjemmelavede ting; på trods af præcis samme antal masker osv., så har det sit eget liv nogle gange. Også hende her den bredhoftede, bløde dame. Når jeg har renskrevet opskriften kommer den op på bloggen - og I slipper nok heller ikke for et billede af hende med tøj på en af de næste par dage.


Etiketter: ,

12/13/2012

Stilstand

Der har lige været en uges stilstand - det skyldes at alle i husstanden har været slået i gulvet af sygdom. Nogle værre end andre - ifølge lægen (som vi har hilst på to gange i den her uge) er Lillen på grænsen til en indlæggelse, fordi han er så lille (5 mdr). Vi andre klarer os med næsespray, panodil og tegnefilm, og efterhånden er der bedring hos alle - også den mindste, så vi slipper forhåbentlig med skrækken. Den store har bagt honningkager i dag og nyder nu bare at være hjemme og komme sig helt.

Derfor er der som nævnt heller ikke blevet blogget den sidste uges tid, men der har nu heller ikke været så meget at blogge om; aftensmåltiderne har været pizza fra pizzamanden, risengrød og tomatsuppe fra Knorr og de kreative projekter har det været så som så med i den forgangne uge. Jeg er dog startet op på en sweater, som min niece skal have i julegave - den er blevet et miks af forskellige opskrifter og egne tilføjelser, men kan indtil videre sige så meget, at den er karrygul, 65 % uld, 35 % alpaca og på pind 5.

Det er også blevet til disse to små nisser, hæklet efter Hvad bier tænkers opskrift. Jeg har dog lavet mine noget mindre, lavet dem en smule smallere og tilføjet en lille rispose i bunden, så de står stabilt. De bor nu hos min svigermor.


Etiketter:

12/04/2012

Livretter: Pastakål

 I mit barndomshjem serverede min mor tit (og stadig) en ret bestående af kål, kød og pasta - retten lyder det opfindsomme navn "pastakål"; om det er et navn, vi har givet den, eller om det rent faktisk var rettens navn på det udklip fra et ugeblad, der hang på køleskabet og hvor opskriften stod, vides ikke. En ting er dog sikkert, og det er, at det er blevet en klassiker. Mine forældres nabodreng bedyrede engang efter at have indtaget denne ret, at det var den bedste ret, han nogensinde havde fået. Da knægtens far var kok og han derudover var exceptionelt godt opdraget, må hans udtalelser dog anses for værende tvivlsomme, men det gør den nu ikke mindre god. Den har fulgt mig, da jeg flyttede hjemmefra, og den er blevet videreudviklet mange gange. Baggrunden for rettens succes er dog altid den samme; den er billig, nem at lave og den smager godt. Det er et køkken-kinderæg.

I den oprindelige udgave er der brugt svinekød i strimler og cashewnødder. Da jeg kører på 6. år som studerende, er de dyre cashewnødder for det meste erstattet af ristede solsikkekerner eller ristet sesam. Kødet er blevet til hakket kød, og i den her udgave, som I får opskriften på, hakket oksekød. Der er brugt hvidkål, men alle kåltyper kan i princippet bruges. Det der dog er godt ved hvidkålen er, at den bliver sødlig, når den varmes, og det klæder retten godt. Jeg bruger fuldkornspasta - i den oprindelige udgave kan jeg ikke forestille mig, at det var noget man overhovedet kunne få dengang i 90'erne (måske i en helsebiks). Jeg husker også, at der var chili i originalen; den tilsættes sjældent her, da ældsten ikke vil spise noget, der er "for stærkt".. Men igen; brug hvad du har - ideen er god; kål er godt og billigt.

Denne her udgave er som sagt med oksekød,og jeg har derfor krydret den med lidt farin og paprika, det kan udelades, hvis man vælger svinekød, men er godt i begge udgaver.

Opskriften rækker til aftensmad hos os to dage i træk; to voksne og et barn



500 g pasta
400 g hakket kød (okse eller svine)
2 løg
1 dl sesam
2 fed hvidløg
1 tsk tørret rosmarin
1 tsk paprika
1 spsk brun farin
1/2 hvidkålshoved
1 dl vand

evt. chili
salt og peber

En stoooor gryde

Sæt pastaen over og kog den al dente. Imens pastaen koger hakkes løg og steges i en stor gryde. Tilsæt sesam og rør rundt. Kom kødet i og brun det. Tilsæt hvidløg, rosmarin og paprika og steg det igennem mens du rører rundt. Tilsæt farinen og rør rundt igen. Skru ned. Snit hvidkålen i tynde strimler og kyl det i gryden. Tilsæt vandet og læg låg på. Lad hvidkålen falde sammen i dampen under låg i ca. tre minutter. Rør rundt, læg låg på og giv det to minutter mere. Smag til med salt og peber og tilsæt pastaen, rør rundt, læg låg på og lad det lige dampe sammen i et par minutter, mens du dækker bord.

Servér :)

Vil man have chili i, tilsættes det samtidig med de andre krydderier



Etiketter: ,